Grønt lys til Ikea i København City
På et møde i Københavns Borgerrepræsentation den 22. juni blev lokalplanen for Kalvebod Brygge Vest II med et nyt 37.000 m2 stort IKEA varehus vedtaget
På et møde i Københavns Borgerrepræsentation torsdag den 22. juni blev lokalplanen for Kalvebod Brygge Vest II med et nyt 37.000 m2 stort IKEA varehus endeligt vedtaget.
- Det er utroligt dejligt med godkendelsen af den endelige lokalplan. Hele IKEA Danmark jubler over det her! Vi glæder os meget til at komme i gang med byggeriet og til at sætte en endelig dato for åbningen, siger IKEA Danmarks administrerende direktør, Dennis Balslev.
Totalentreprenør på plads efter sommer
IKEA er i fuld gang med et finde en totalentreprenør til projektet, og så snart det er på plads efter sommeren, kan der sættes en dato for første spadestik og åbningen af varehuset. Første spadestik bliver formentligt i første halvdel af 2018, mens åbningen nok bliver i løbet af første halvår 2020.
- Jeg glæder mig utroligt meget til den dag, hvor man som noget af det mest naturlige i verden cykler forbi IKEA på vej hjem fra arbejde. Eller tager til IKEA med S-toget, der standser blot 150 m fra varehuset. Vi ser meget ser frem til at betjene kunderne i København med spændende boligindretning, god kvalitet til lave priser og alt under et tag.
- Siden vi startede projektet har vi involveret og lyttet til borgere og virksomheder i området. Det vil vi fortsætte med at gøre i byggeperioden, når varehuset åbner, og når det er i drift. Vi glæder os meget til at komme i gang, slutter Dennis Balslev.
-jhn