Hospital får europæisk pris for bygningsenergiFoto: Bjarke Oersted/Hvidovre Hospital.

Hospital får europæisk pris for bygningsenergi

ESCO-projektet på Hvidovre Hospital har vundet European Energy Service Award, der uddeles af Berliner Energiagentur i samarbejde med EU kommissionen

40 % af al energi bruges i bygninger, og det er således et af de mest effektive steder at sætte ind, hvis man vil overflødigt energiforbrug til livs. Erfaringen viser, at det med en effektiv energirenovering kan spares mellem 25-30 % af forbruget til gavn for driftsudgifterne, klimaet og bygningens indeklima.

Danmark er et af de lande i verden, der er længst fremme med at gennemføre de store energirenoveringsprojekter, og vinderprojektet på det 245.000 m2 store Hvidovre Hospital er med sin investering på 165 mio. kr. et af de europæiske sværvægtere. Projektet skal sikre hospitalet en årlig energibesparelse på 33 %. Besparelsen på energiregningen finansierer renoveringen, der både tæller solceller og vindmøller, så det store projekt påvirker ikke driftsbudgettet for hospitalet. Og da Siemens garanterer energibesparelsen, er det en sikker investering.

- Jeg er virkelig glad for det skulderklap, vi får med prisen. Danmark er langt fremme i energibesparelser i bygninger, og hver eneste gang vi laver et nyt projekt, reducerer vi det overflødige energiforbrug. Det er afgørende for, at vi i Danmark kan nå de ambitiøse klimamål, vi har sat, siger Lars Nielsen, der er ESCO-direktør i Siemens.

Ønsker flere ESCO-projekter
Hvis man ser på Siemens energiprojekter til dato i Danmark over deres tilbagebetalingsperiode, vil de tilsammen have reduceret CO2 udledningen med over 115.062 tons. Det svarer til fem gange den årlige CO2 udledning i Albertslund Kommune - eller 10 % af den samlede udledningen fra Københavns Kommune. På økonomisiden er der tale om en samlet garanteret besparelse på 722 mio.

Danmarks Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt er begejstret for prisen:

- Jeg har besøgt Hvidovre Hospitals energirenoveringsprojekt og mener, det er et rigtig fint eksempel på, hvordan man i det offentlige kan gå foran med energirenovering af bygningsmassen. Jeg så gerne, der kom mange flere ESCO-projekter, der kan spare penge og samtidig drive den danske grønne omstilling, siger ministeren.

Prisen hedder European Energy Service Award (EESA) og uddeles af Berliner Energiagentur i samarbejde med EU kommissionen. Det var Berlins borgmester, der overrakte prisen.

I et såkaldt ESCO-koncept betales omkostningerne ved renoveringen ved hjælp af de efterfølgende energibesparelser. Det betyder, at staten, kommunen eller den private bygningsejer ikke skal have penge op af lommen up front.

-kj

1/6 2017