Hospital får grønt P-tag Hvidovre Hospital udvides med 30.000 m2 og P-faciliteterne udvides markant både i parkeringskælder og på terræn frem mod marts 2019, hvor det nye Hvidovre Hospital efter planen skal stå færdigt.

Hospital får grønt P-tag

Hvidovre Hospital er i vækst og forvandling; bl.a. med nyt parkeringsanlæg i kombination med nye taghaver i tredje sals højde, som har været en speciel opgave i særklasse for anlægsgartneren

De 5.500 ansatte samt mere end en halv million årlige patienter på Hvidovre Hospital bliver nu budt på et positivt førsteindtryk med et nyt anlæg, der kombinerer parkering og taghaver i tre etagers højde.

Tobias Røndbjerg, driftschef i Anlægsgartner Gottlieb A/S, er som hovedentreprenør i disse dage lægger sidste hånd på cirka 100 nye parkeringspladser og opgradering af det eksisterende haveanlæg på taget af Region Hovedstadens næststørste hospital.

- At kombinere anlæg af parkeringspladser og taghaver i tredje sals højde er en i særklasse speciel opgave, og vi så det som en ganske særlig udfordring, der ville stille betydelige krav til både planlægning og samarbejde.  Med vores samarbejde med Hvidovre Hospital går langt tilbage i tiden, og da hospitalet spurgte, om vi ville byde ind på projektet som hovedentreprenør, greb vi selvfølgelig bolden, og vi er stolte over efter ni måneder at afslutte opgaven til tiden og med minimale gener for hospitalets daglige drift, siger Tobias Røndbjerg.

Forbilledligt samarbejde
Anlægget af nye taghaver og parkeringsanlæg på taget af Hvidovre Hospital er således gennemført helt uden afbrud i arbejdet på hospitalets operationsstuer i øverste etage.

Tobias Røndbjerg oplyser, at arbejdet bl.a. har omfattet opbrydning og bortkørsel af 2.500 tons jord fra hospitalets eksisterende taghaver, hvortil kommer tilførsel af en tilsvarende mængde taghavemuld, 4.000 kvadratmeter drænskærver og 3.700 kvadratmeter belægningssten.

- De logistiske udfordringer ved at gennemføre sådan en opgave uden afbræk i hospitalets daglige rutiner er betydelige. - Opgaven har stillet usædvanlig store krav til planlægning, samarbejde og kommunikation mellem alle involverede aktører hele vejen fra entreprenør, bygherre og rådgivere til en bred kreds af specialister, der bl.a. spænder over landskabsarkitekter, gartnere og brolæggere, forklarer projektleder André Høll fra Hvidovre Hospital.  

- Imidlertid har hovedentreprenøren som omdrejningspunkt for både udførsel og samarbejde formået at løfte den krævende opgave på forbilledlig vis, fastslår André Høll.

Et levende hospital
Det er landskabsarkitekt Kim Madsen fra Kullegaard Arkitekter, der har designet og projekteret udvidelsen.

- Sammensmeltningen af parkeringsanlæg og grønt område med over 3.000 kvadratmeter græsplæner og bede understreger Hvidovre Hospitals rolle som en levende bygning. Hospitalet strækker sig over et areal på over 300.000 kvadratmeter i fire etager, og har en helt speciel funktion som bindeled mellem motorvej, beboelseskvarterer og grønne områder - et bindeled der understreges af hospitalets levende og funktionelle tag, der samtidig fungerer som et stort rekreativt område for ansatte og patienter, forklarer landskabsarkitekten.

I forbindelse med fornyelsen har Anlægsgartner Gottlieb A/S som led i nyanlæg af taghaver og nyt parkeringsanlæg på taget etableret et nyt afvandingssystem med specialdesignede vandrender i beton, 82 nye afvandingsbrønde samt ny belysning med moderne og strømbesparende LED-lys.

-cmn

23/11 2016