KB-Hallens gigantiske stålbuer hviler på svejsede kurveDe store fundamentskurve bliver svejset til færdige enheder i Celsas produktion i Ølstykke og leveres løbede til byggepladsen.

KB-Hallens gigantiske stålbuer hviler på svejsede kurve

Den nye KB Hallen er bygget op over fem gigantiske stålbuer med et frit spænd på 40 meter, som hviler på 10 store punktfundamenter. Teknikken bruges typisk ved opførelse af broer

30 tons svejste kurve ruller ind på Frederiksberg. Entreprenørfirmaet Einar Kornerup A/S, som står for opførelsen af den nye KB-Hallen, har bestilt den særlige armering hos Celsa Steel Service, som står for at levere de 10 svejsede kurve på over 3 tons stykket.

De gigantiske kurve er så store, at de transporteres til byggepladsen med følgebil. Entreprenøren har haft meget kort forberedelsestid på projektet, og det er derfor afgørende at der ikke opstår forsinkelser.

Det er armeringsspecialisterne hos Celsa Steel Service, der står for at udarbejde produktionstegninger af den komplekse armering. Herefter er de store fundamentskurve blevet svejset til færdige enheder i Celsas produktion.

Den præcist forarbejdede armering til fundamentets betonkonstruktioner leveres derefter løbende fra Celsa Steel Service i Ølstykke, fortæller Mikkel Ziegler Simonsen fra Einar Kornerup, som er formand på projektet.

En vigtig del af Celsa Steel Services leverance er en entydig farvekodning af de leverede delelementer, som letter montering og minimerer risikoen for monteringsfejl på byggepladsen.

Som en bro
Den nye KB-Hallen skiller sig markant ud ved de fem gigantiske stålbuer som repeterer den nedbrændte KB-Hallens silhuet. Stålbuernes frie spænd på hele 40 meter i kombination med en afstand mellem buerne på op til 13 meter stiller store krav til bygningens fundering.

De fem stålbuer funderes i punktfundamenter på 4 x 6 meter med en dybde på op til 4 meter og en volumen på op til 100 m3 pr. punktfundament. Punktfundamenterne forbindes på tværs af bygningen med korrugerede trækrør nedlagt i bundpladen, hvori der trækkes tværgående spændarmering som efterfølgende spændes op, hvorefter trækrørene udstøbes med beton.

Sådan en opbygning anvendes ofte ved bygning af broer.

-los

Om KB-hallen
KB-Hallen brændte ned i 2011 og bliver nu genopført. Når den nye KB-Hallen står klar til indvielse i 2018, bliver det med plads til 5000 tilskuere til sportsbegivenheder, koncerter m.v. Det er ca. 2000 flere, end der var plads til i den nedbrændte hal.

KB-Hallens historie gør det 9500 kvadratmeter store byggeri til en helt speciel opgave for alle involverede.

5/7 2017