Klimaalliancen er komplet
Med formel optagelse af Glostrup Kommune i Klimaalliancen er alle 98 kommuner og de fem regioner i Danmark nu officielt i gang med at bekæmpe klimaforandringerne
Alle 98 kommuner i Danmark er sammen med de fem regioner nu officielt medlemmer af Klimaalliancen, hvilket markerer en historisk milepæl i bestræbelserne på at bekæmpe klimaforandringerne. Det sker, efter Glostrup Kommune er blevet optaget i alliancen.
- At 98 kommuner nu er med sender et stærkt signal om det lokale engagement i at tackle klimaforandringerne og skabe en bæredygtig og grøn fremtid, siger formanden for Klimaalliancen, Frank Schmidt-Hansen.
Når kommunerne i Danmark udarbejder klimahandlingsplaner, tager de udgangspunkt i en internationalt anerkendt metode, som er udviklet af det globale bynetværk C40 Cities og oversat til en dansk kontekst af Concito.
Indtil videre står 96 kommuner med en klimahandlingsplan, der er godkendt af Concito og C40 og vedtaget i eget byråd. I planerne er der et mål om samlet set at reducere udledningen af drivhusgasser på tværs af alle sektorer med 76 % i 2030.
Det sker, samtidig med at kommunerne arbejder helhedsorienteret og langsigtet med at tilpasse sig til konsekvenserne af klimaforandringerne såsom stigende havvand, ekstreme regnskyl og hedebølger.
At alle landets kommuner og regioner samarbejder om at udvikle klimahandlingsplaner og levere den nødvendige lokale klimaindsats er unikt i en international sammenhæng.
For at inspirere andre til at følge i fodsporene på de danske kommuners klimalederskab var en dansk delegation inviteret til FN's klimakonference COP28 for at fortælle om den lokale klimaindsats og om det særlige ved at samarbejde på tværs af hele landet.
Borgmester i Glostrup Kommune, Kasper Damsgaard (S), udtrykker også sin glæde over udviklingen:
- Vores fjernvarmeudrulning er godt i gang. I Glostrup går klimainvesteringer hånd i hånd med investeringer i kerneopgaverne målrettet vores borgere.
- Med klimahandlingsplanen i hånden, og sammen med resten af kommunerne, kan vi endnu bedre arbejde for at gøre en grøn og mærkbar forskel for vores borgere og kommende generationer, siger han.
-dc