Kør forsigtigt ved vejarbejde
Vejdirektoratet husker trafikanterne på, at de skal være særligt opmærksomme og overholde hastighedsgrænsen, når de kører forbi et vejarbejde
Sommerhalvåret betyder for Vejdirektoratet mange vejarbejder over hele landet, og derfor relancerer de kampagnen ”Kør forsigtigt ved vejarbejde”.
Den skal huske trafikanterne på, at de skal være særligt opmærksomme og overholde hastighedsgrænsen, når de kører forbi et vejarbejde.
Tunge maskiner
Der er ifølge afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratet flere ting at holde øje med ved vejarbejder.
Det gælder ikke mindst, at vejbanerne kan være smallere end normalt, eller der kan være tunge maskiner placeret tæt på kørebanen.
Samtidig har det også større konsekvenser, når der sker uheld ved vejarbejder. Trafikken bliver lettere blokeret, og det er sværere for udrykningskøretøjer at nå frem.
Pas på os der vejarbeder
- Der er mange gode grunde til, at man skal sænke farten, når man passerer et vejarbejde. Både for vejarbejdernes skyld, men så sandelig også for ens egen sikkerhed. Som vi også siger i kampagnen, så er hastighedsgrænsen ikke for sjov, siger Marianne Foldberg Steffensen.
Kampagnen kører fra tirsdag den 5. maj, hvor trafikanterne kan møde kampagnen på skilte langs vejarbejder i hele landet og på de sociale medier.
Kampagnen kørte første gang i 2024, og den ligger i forlængelse af tidligere trafiksikkerhedskampagner som ’Stil skarpt – vejarbejde kræver fokus’ og ’Pas på os der vejarbejder’.
Sådan kører du sikkert forbi et vejarbejde
• Koncentrer dig om din kørsel
• Vær opmærksom på ændringer på vejen
• Respekter hastighedsgrænsen
• Hold afstand til forankørende
• Hold din vognbane helt frem til flettepunktet
• Hold øje med udrykningskøretøjer og giv dem plads
DanB