Kulforbruget til energi faldet med 39 procentBrændselsforbruget til el- og fjernvarmeproduktion 2021-2023

Kulforbruget til energi faldet med 39 procent

Energiproducenttællingen for 2023 viser ifølge Energiministeriet et fald i forbruget af fossile brændsler til el og fjernvarme. Det er først og fremmest kulforbruget, der er faldet

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Brændselsforbruget til el- og fjernvarmeproduktion er faldet med ti procent sammenlignet med forbruget i 2022, og det er især bemærkelsesværdigt, at kulforbruget er faldet med 39 procent.

Faldet i brændselsforbrug hænger sammen med, at en større og større andel af energien kommer fra fossilfrie energikilder som vindmøller, solceller, varmepumper og elkedler.

Andelen af elektricitet, der produceres af vind, sol og andre brændselsfrie energikilder, er steget fra 60 procent i 2022 til 68 procent i 2023.

Indsamling af data
For fjernvarme er det især produktionen fra varmepumper og elkedler, der er steget. Samlet set er fjernvarmeproduktionen fra brændselsfrie energikilder steget fra 11 procent i 2022 til 14 procent i 2023.

Energiproducenttællingen består af en indsamling af data fra alle værker, som leverer el og/eller varme til offentlige net - med undtagelse af elproducerende solcelleanlæg og vindkraftanlæg.

De indsamlede data omfatter oplysninger om de tekniske anlæg, energiforbrug samt varme- og elproduktion for hvert anlæg.


27/6 2024