LINK arkitektur vinder international pris

LINK arkitektur vinder international pris

LINK arkitektur er blevet kåret som vinder af 'WAN Future Projects Healthcare Award' for projektet Dansk Center for Partikelterapi i Aarhus

Dansk Center for Partikelterapi er blevet præmieret for sin nyskabende tilgang til sundhedsbyggeri. Juryen bag 'WAN Future Projects Healthcare Award' fremhæver i bedømmelsen, hvordan LINK arkitektur har formået at skabe et menneskeligt og indbydende miljø for brugere og personale til trods for yderst komplekse behov og avanceret udstyr.

Partikelterapicenteret er bygget op omkring et indre atrium med grønne, hængende haver og himmellys. Her kan brugere, pårørende og personale opholde sig i lyse og behagelige omgivelser, før de bevæger sig videre til behandlingsfaciliteterne, som findes i direkte tilknytning til det indre atrium.

Juryen roser, hvordan det indre atrium og integrationen af dagslys skaber smukke og hjemlige omgivelser samt en klar struktur for husets brugere.

- Bygningen er til trods for sin store kompleksitet bygget op om en relativt simpel struktur, siger Duane Passman, der leder af 3Ts og jurymedlem.

- Brugen af dagslys i kombination med det åbne atrium skaber overblik og klarhed for husets brugere, siger Jean Mah, Rektor og Sundheds Planlægger hos Perkins + Will og jurymedlem.

Også bygningens eksteriør fremhæves af juryen. Facaden er beklædt med en særlig form for patineret stål, der bidrager til et særligt taktilt udtryk. Designet fremmer involvering af brugerne og fremhæver bygningen som et markant arkitektonisk element i området.

- Designets synliggørelse af bygningens hovedfunktioner samt den særlige bruge af materialer skaber interaktion og involvering af patienter og besøgende allerede inden de kommer ind i bygningen, siger Jean Mah.

Direktør for Sundhed i LINK arkitektur Mette Dan-Weibel glæder sig over prisen og juryens anerkendelse af det store arbejde, der er gjort for at skabe et partikelterapicenter, hvor det er brugernes oplevelse og velbefindende, der er omdrejningspunktet for arkitekturen.

- Hospitalsbyggeri må gerne være en æstetisk oplevelse, hvor det lidt sterile behandlingsmiljø er nedtonet til fordel for sansning og rumoplevelser. Vi ved, at arkitekturen spiller en stor rolle for patienternes helbredelse, lyder det fra Mette Dan-Weibel.

-kj

22/3 2017