Mennesker og maskiner skal holdes i topform
Når kunderne forventer mere, så kræver det en løbende opkvalificering af medarbejdere og en altid opdateret maskinpark, lyder det fra Holmen Anlæg i Frederikshavn
Hos Holmen Anlæg i Frederikshavn står mennesker og maskiner lige højt på listen. Medarbejderne bliver løbende efteruddannet og maskinparken holdes opdateret, for kundernes forventninger er høje i dag. Senest har firmaet investeret i en ny Cat 301.7D minigraver. Og det er der ifølge medindehaver Peter Jørgensen flere grunde til.– Vi har flere Cat maskiner i forvejen, som vi er glade for. Det giver også en stor tryghed at vide, at det er et mærke, som også er på markedet i fremtiden og vi vil også gerne begrænse os til få mærker, fordi maskinførerne så bliver vant til og dygtigere til at betjene maskinerne, siger Peter Jørgensen.
Høj faglighed er vigtig
Kvalitet er et nøgleord for Peter Jørgensen også når det gælder medarbejdernes kvalifikationer. Når firmaet har lovet en kunde en flot terrasse, så kan det kun lade sig gøre, hvis medarbejderne er dygtige
– Vi sørger for både at uddanne og efteruddanne vores medarbejdere. Vi har altid 4-6 anlægsgartnerelever, og en række af vores faste medarbejdere bliver løbende opkvalificeret. Fx skal en af vores ansatte i gang med en rørlæggeruddannelse, og vi har i øjeblikket også en elev, som har kvalificeret sig til DM i Skills. Uddannelse og opkvalificering betyder for os, at vi kan holde en høj faglig standard, så vi altid kan se kunderne i øjnene, når vi er færdige med en opgave, siger Peter Jørgensen.
Vil selv uddanne sig til kloakmester
Peter Jørgensen er også selv et levende bevis på, at firmaet satser på uddannelse. Vi møder ham på AMU-Center Nordjylland, hvor han hele vinteren deltager i uddannelsen til kloakmester. Et strategisk valg, som han forventer, vil sikre firmaets udvikling i fremtiden.
– Vi ønsker at udvikle virksomheden på selve kloakdelen. Det gør vi, fordi vi så forventer, at vi kan komme tidligere ind i projektfasen. Som det er nu, kommer vi ind som de sidste håndværkere. Så er tidsplanen måske overskredet og budgetterne næsten brugt. Det presser os, fordi vi jo gerne vil levere et ordentligt stykke arbejde. Vi bliver nemt klemt, fordi der er mange, der gerne ville lægge vores fliser eller plante vores hæk, men som kloakmester kan vi sige til kunden, at vi ikke bare kan stå for kloakering og sokkel, men også for etablering af have og indkørsler, siger Peter Jørgensen.
Kunderne kræver mere af os
Kundernes krav til faglighed og specialisering er stigende. Og også det visuelle indtryk betyder meget for kundens oplevelse af det udførte arbejde. En undersøgelse, som Aalborg kommune har foretaget, viser, at mange vægter reetablering rigtig højt. Det skal se ordentligt ud, når entreprenøren har forladt stedet, efter fx at have nedgravet nye kloakrør.
– Vi kan konstatere, at kundernes ønsker ændrer sig. De vil have kvalitet for pengene, og det skal se godt og pænt ud. Det kan ikke nytte, at vi efterlader stabilgrus i kundens postkasse eller fliserne ligger hulter til bulter. Og det kræver dygtige medarbejdere og stærkt materiel, siger Peter Jørgensen.
-Jhn