Nu opføres de første boliger i NærhedenI fremtidens forstad, nærheden i Hedehusene, er der lagt vægt på en nem hverdag og fællesskaber for den moderne familie. Illustration: MT Højgaard

Nu opføres de første boliger i Nærheden

Spaderne er sat i jorden for at markere starten på 48 rækkehuse i Solrækkerne, der bliver de første boliger i bydelen, der fremover skal rumme 3000 boliger

Det første boligbyggeri i den nye bydel Nærheden i Hedehusene bliver nu en realitet. Fredag kunne byudviklingsselskabet NærHeden og MT Højgaard afholde første spadestik på de første 25 af 48 rækkehuse i Solrækkerne. Det bliver en videreføring af de erfaringer, Scandi Byg og MT Højgaard har gjort sig på andre projekter.

Nærheden er fremtidens forstad, som vil rumme 3000 boliger, en moderne skole, institutioner, kultur- og idrætstilbud og dagligvareforsyning.

Ole Møller, som er direktør i selskabet bag den nye bydel, ser frem til at se de første boliger vokse frem og ikke mindst til at tage imod de familier, der skal bo i dem.

- Vi lægger særlig vægt på at understøtte en nem hverdag og tilbud om fællesskaber for den moderne familie. Vi har allerede sammensat en velkomstpakke, som beboerne skal have, når de flytter ind. Den indeholder blandt andet tilbud om at benytte delebiler, en pulje til fælles aktiviteter og gratis medlemskab af en lokal forening, siger Ole Møller.

Energivenlige boligmoduler
Første etape af byggeriet består af 25 rækkehuse. De opføres i samarbejde med Scandi Byg, der er ekspert i bæredygtige byggeprocesser, drift og produktion af byggemoduler. De energivenlige boligmoduler, der skal samles til 10 boliger i ét plan og 15 i to plan, bygges i Scandi Bygs produktionshaller i Løgstør. Her monteres så meget som muligt på rette plads fra køkkener og bad over gulve, vinduer og døre til strøm og vand.

- Det giver et meget ensartet kvalitetsbyggeri præget af effektive arbejdsgange uden energi- og materialespild. Vi ser frem til at bruge vores kræfter på ejerboligmarkedet igen, efter at vi i en periode efter krisen har haft fokus andetsteds. Vi fornemmer, at developerne har fået mod på den slags nøglefærdige boligprojekter igen, siger salgsdirektør i Scandi Byg, Jesper Hoffmann.

Rammerne for et fremtidigt liv
Boligerne er udviklet i et samarbejde mellem Scandi Byg og MT Højgaard, som tidligere har opført Kilehusene i Roskilde. Samtidig har der været et godt match af kompetencer med byudviklingsselskabet NærHeden.

- NærHeden har været en professionel partner at arbejde sammen med, og vi har som udviklere og entreprenører set store muligheder og kvaliteter i det forarbejde, der er gjort i området, nærheden og fællesskabet for området. Vi har kunnet videreføre mange af de kompetencer og den erfaring, vi har tilegnet os ved opførelsen af Kilehusene. Vi ser frem til at være en del af et område i udvikling, hvor rammerne for et fremtidigt liv i den nye bydel er skabt, siger Christina Jørgensen, divisionsdirektør i MT Højgaard.

De første boliger forventes klar til indflytning i foråret 2018.

Læs mere om de nye huse her.

-los

10/4 2017