Ny type kantsten med liniedræn
Kantstenen gør nedgravning af rør i vejen overflødig, og i Holsted i Vejen Kommune er etablering gennemført på blot en måned
Højmarksvej og Bakkedal i Holsted har fået etableret en lang strækning med ACO KerbDrain, der er en fuldstøbt kantsten i polymerbeton med integreret liniedræn.Vejen Forsyning, der står for etablering, og Vejen Kommune, der står for vedligeholdelse af de kommunale veje i Holsted, valgte KerbDrain-løsningen. Det var alternativet til at grave en trafikeret villavej op og etablere ny rørføring under den 450 meter lange vej. Dermed er de traditionelle rendestensriste forsvundet fra vejbelægningen.
KerbDrain-systemet leder vandet bort langs hele vejforløbet og hindrer, at der dannes vandpytter. Elementernes store lighed med standard kantsten gør det muligt at skabe kontinuerlige overgange.
ACO har leveret KerbDrain-elementer til i alt 900 meter vej, hvor der er 18 indkørsler, to buer (radius 6) til et T-kryds og 24 renseenheder.
- Det fungerer rigtig fint med KerbDrain i Holsted. Vi slap for at grave vejen op og etablere ny spildevandsledning og regnvandsledning i tre meters dybde. Og vi har fået en god løsning, der virker, og som beboerne er glade for, da vi ikke behøvede at ændre på hverken indkørsler, fortove eller græsrabatterne i forbindelse med renoveringen. Beboerne kan også glæde sig over de niveaufrie indkørsler, der er en del af projektet. Alt i alt har vi opnået en hurtigere og billigere løsning, end hvis vi valgte den traditionelle renovering af kloaksystemet, siger projektleder Kim Juul Johansson fra Vejen Forsyning.
KerbDrain-elementer er meget udbredte i resten af Europa, og det er sandsynligvis et spørgsmål om tid, før løsningen for alvor vinder indpas på danske veje og pladser.
-kj