Nyt kvindekrisecenter på vej i Rønne
Landets første nybyggede kvindekrisecenter bliver opført i Rønne og kan trods navnet benyttes af alle køn, der har været udsat for vold. Det betyder, at Krisecenter Bornholm udvider kapaciteten fra fire til seks boliger
Kvindekrisecenter Bornholm kan inden længe tage et nyt kvindekrisecenter i brug, som tilbyder tidssvarende rammer med fokus på private områder og fællesarealer for beboerne. Byggeriet, der er det første nybyggede af sin slags i Danmark, udvider antallet af boliger for at imødekomme det stigende antal henvendelser fra voldsramte.
Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik havde tæt på 3400 personer opholdt sig på et krisecenter i 2025, hvilket er en stigning på næsten 50 % siden 2017.
For nylig nåede byggeriet, som den midtjyske modulproducent Concept Living er hovedentreprenør på, en vigtig milepæl, da der var inviteret til hejsegilde på projektet, som efter planen afleveres til bygherre i september 2026.
- Det har været vigtigt for os at vælge en hovedentreprenør, der har anstrengt sig for at forstå den målgruppe, vi bygger til, og som gør brug af en byggeproces, vi kan styre budgetmæssigt, da vi bygger for fondsmidler.
- Det har vi opnået med Concept Living, der samtidig opfylder vores ønske om at bygge med fokus på mindre ressourcespild og ansvarlige materialevalg, fortæller Katja Sofie Tolstrup, projektleder i Kvindekrisecenter Bornholm.
Det nye kvindekrisecenter bliver på ca. 650 kvadratmeter og får seks selvstændige boliger med plads til en voksen og op til tre børn i hver bolig. Derudover rummer bygningerne fællesarealer, samtalerum og administration. Hos Concept Living er man stolt over at være valgt til projektet.
- Vi har haft stort fokus på at optimere lys- og lydforhold, så beboerne får et trygt opholdssted, fortæller Kjeld Facius, direktør i Concept Living by ABC.
Byggeriet af kvindekrisecentret er muliggjort af en donation på 36,5 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond.
-dc