Nyt makkerpar vil bygge tagboliger til folketBjarke(tv) og Peter vil bygge tørrelofter om til tagboliger, og lover samtidig boligforeningerne store fordele i form af gratis nyt tag, væsentlige besparelser på energiregningen og fællesudgifterne.

Nyt makkerpar vil bygge tagboliger til folket

Udsigten ud over byens tage skal ikke kun være for de rige, lyder det fra Bjarke Christiansen og altankongen Peter Knudsen, der vil forvandle støvede tørrelofter til lejligheder, de fleste kan betale

Nye taglejligheder i København med stjernekig om natten og stor udsigt om dagen har i en årrække ofte været forbeholdt de ganske få med ualmindeligt gode lønindtægter, der til gengæld har kunnet rykke ind i parcelhus-store lyse lejligheder med frilagte bjælker, designerkøkken og egen tagterrasse.

Men nu skal udsigten ud over byens tage ikke længere være forbeholdt de få, lyder det fra Altan.dk’s stifter Peter Knudsen, der er genopstået i et nyt makkerskab med entreprenøren Bjarke Christiansen med virksomheden Dansk Tagbolig for at omdanne nogle af Københavns 329.400 m2 uudnyttede tørrelofter til taglejligheder, de fleste kan betale.

Og det på en måde, hvor boligforeningerne samtidig kan opnå store fordele i form at nyt tag kvit og frit, og udsigt til væsentlige besparelser på energiregningen og fællesudgifterne.

Dansk Tagbolig vil forvandle nogle af Københavns 329.400 m2 uudnyttede tørrelofter til taglejligheder, der har stjernekig om natten og stor udsigt om dagen.

Alt for meget stilhed
Egentlig var 62-årige Peter Knudsen stoppet efter at have givet tusinder og atter tusinder af københavnere deres egen altan gennem Altan.dk, der på bare ti år havde nået en omsætning på over 200 millioner kroner. En beslutning, der kom brat efter en massiv shitstorm sidste år, der viste sig ikke at holde vand. Men som han forklarer, var det nok til, at han helt mistede lysten, modet og overblikket, så både for at redde virksomheden og hans egen overlevelse valgte han i efteråret 2016 at overdrage sit livsværk til sønnen Casper Knudsen.

Men Peter Knudsen var slet ikke klar til det glade pensionistliv.

- Faktisk havde min kone og jeg tidligere lavet en pagt om, at vi aldrig ville gå på pension, men det var der, jeg var havnet. Da vi nærmede os jul, var der ingen som ringede, der var ingen mails, der var ingen ting. Det var hårdt, fortæller han og forsætter med et grin.

- På det tidspunkt, sagde min kone, at hun var parat til at sætte hele vores pensionsopsparing på spil bare for at få mig ud af huset og i gang med at lave noget igen.

- Det var lige i min ånd at prøve at lave nogle tagboliger i god kvalitet, der ikke kun er for de rige. Men også meget gerne et koncept fremover med andelsboliger oven på andelsboliger, der gør, at flere får mulighed for at købe dem, siger Peter Knudsen(tv) sammen med sin nye makker i Dansk Tagbolig Bjarke Christiansen.

Det perfekte par
Men så ringede telefonen. Peter Knudsen kigger over på den anden side af bordet, hvor hans ’redningsmand’ Bjarke Christiansen griner med. Det gør de to meget. For selv om firmaskiltet på hoveddøren endnu kun er af papir sat op med fire stykker malertape, så fejler optimismen og stemningen i Dansk Tagbolig ikke noget, og der er frisk frugt og småkager på bordet.

32årige Bjarke Christiansen er uddannet tømrer og bygningskonstruktør. Han har blandt andet været byggeleder og projektleder hos forskellige entreprenører, og han var i nogle år partner i et byggefirma, indtil han startede sit eget. Det var her, han sidste år ryddede tørreloftet på en ejendom i Valby og lavede fire nye lejligheder. De blev færdige i december, og de er alle sammen solgt. Det gav Bjarke blod på tanden, for hvad hvis det kunne udvikle sig til et koncept og systematiseres mere i en virksomhed, der ikke skulle lave andet.

- Jeg havde også læst om de mange ledige tørrelofter, hvor der er mange, der siger, at de er meget komplicerede at bygge om til lejligheder. Det er de også, hvis du ikke ved, hvad du laver, for der kan opstå virkelig mange udfordringer undervejs, men det, synes jeg kun, gør det sjovt og udfordrende, fortæller Bjarke og forsætter:

- Men jeg er byggemand af guds nåde, hvor Peter er iværksætteren, der har en masse erfaring, som kan sætte struktur på tingene. Desuden har jeg altid synes, at han har gjort det fantastisk godt i Altan.dk og er behagelig at være sammen med, hvilket også betyder noget, når man skal arbejde tæt sammen i hverdagen.

Selv om priserne på det københavnske boligmarked er på himmelflugt, har Bjarke Christiansen bevist, at han kan bygge 90 m2 taglejligheder med egen altan til en salgspris på cirka 3 millioner kroner.

90m2 til tre millioner kroner
Og omvendt var det lejlighederne i Valby, der overbeviste Peter Knudsen om, at her var der et partnerskab, som var værd at bygge videre på. Store lyse lejligheder med frilagte bjælker til kip med egen altan. Pris cirka tre millioner for 90 m2.

Samtidig fik andelsforeningen et nyt tag med 400 mm isolering kvit og frit og dækket halvdelen af udgifterne til renovering af opgangene, samt en forbedret ventilation i boligerne, som beboerne er rigtig glade for. Endelig ville foreningen i kraft af det nye isolerede loft kunne se frem til 15-20 procent lavere varmeudgifter og i øvrigt være flere beboere til at deles om fællesudgifterne.

- Det var lige i min ånd at prøve at lave nogle tagboliger i god kvalitet, der ikke kun er for de rige. Men også meget gerne et koncept fremover med andelsboliger oven på andelsboliger, der gør, at flere får mulighed for at købe dem. Det sidste kræver dog, at det er lidt større projekter på mindst ti lejligheder, hvis det skal være andelsboliger, vi bygger, siger Peter Knudsen, og bliver suppleret af Bjarke Christiansen, der fortæller, at det ikke behøver at blive dyrere at bygge i god kvalitet, hvis man gør det rigtigt første gang.

- Nu skal vi selvfølgelig i gang, så lige nu går vi bare efter at få nogle sager, så vi kan få nogle referencer. Men kan vi lande dem på en pris omkring tre millioner kroner, vil det være perfekt. Det er en prisklasse, der vil være flest kunder til, og projekterne vil være nemmere at løfte for os.

Vi er kun det, vi har lavet
1.marts var firmaet en realitet, og begge føler, at de er blevet godt modtaget af både foreninger, rådgivere og advokater. De har allerede fået en række henvendelser af foreninger, der er blevet opmærksomme på, at det kan være en rigtig god forretning med et frasalg af tørreloftet, hvis de vil have finansieret et nyt tag. Men fra en forening henvender sig til beslutninger, kommunale godkendelser og projektet er helt på plads, kan der meget let gå 1-2 år. Alligevel forventer de allerede til sommer at gå i gang med et tagboligprojekt på Rothesgade i en eksklusiv ejendom på det attraktive Østerbro. Her må de dog fravige princippet om et prisniveau, hvor de fleste kan være med. Det lader sig simpelthen ikke gøre med den beliggenhed.

Men I er langt fra de eneste, der laver tagboliger, hvordan vil i skille jer ud?

- De fleste andre byggefirmaer laver alt muligt og ind i mellem en tagbolig, vi vil kun lave tagboliger og opbygge en ekspertise her. Desuden er vi begge to håndværkere. Vi ved, hvordan tingene skal laves, når det skal være ordentligt, siger Bjarke Christiansen og bliver suppleret af Peter Knudsen, der får det sidste ord, for han er ældst:

- Jeg er gået med i det her, fordi det ligner alt det, jeg selv har stået for i sin tid med Altan.dk. Vi vil kendes på kvalitet og et godt byggeforløb, ellers kan vi ligeså godt lade være. For hvis vi vil have flere opgaver, skal vi kunne henvise til dem, vi lige har lavet. Folk skal kunne spørge foreningen, om arbejdet var ok, og om de var tilfredse med forløbet helt hen til den beboer, der bor lige nedenunder vores byggeplads. Det er deres oplevelser, der skal bære os videre.

Og optimismen og troen fejler skam ikke noget. De forventer med Dansk Tagbolig at nå en årlig omsætning på 20 millioner kroner allerede næste år.

Tekst og foto: Johannes H. Nørgård

Københavns Kommune: Byen skal være for alle

København rundede 600.000 indbyggere i 2016 og vokser med 100.000 flere københavnere frem mod 2027. Befolkningstilvæksten skaber pres på boligmarkedet. Priserne på ejerboliger stiger, og det kan være svært at finde en bolig, som er til at betale.

Derfor arbejder Københavns Kommune løbende på at sikre et blandet boligmarked med boliger i forskellige størrelser og prisklasser - så der også er boliger til københavnere med helt almindelige indkomster.

Der findes ikke tal på, hvor mange taglejligheder, der er givet byggetilladelser til, men i Kommuneplan 2015 blev der politisk indført to lempelser for at gøre det nemmere, hvis man vil bygge taglejlighed:

’For eksisterende bebyggelse kan bestemmelserne om maksimal bebyggelsesprocent overskrides og friarealprocenten fraviges ved nyindretning og udbygning af tagetager til beboelse’, samt:

’Indretning af boliger i tagetager, der er indrettet med pulterrum, vaskerum, tørreloft eller tilsvarende og er opført før 1940, er undtaget fra krav om etablering af parkeringspladser’.
(Københavns Kommune Økonomiforvaltningen jan. 2017)

 

8/6 2017