OPP-psyk.sygehus står klar
Team OPP og Region Syddanmark kan nu indvie det første offentlig-private psykiatri-sygehusbyggeri i Danmark
Et 17.000 m2 stort byggeri står fredag 3. februar færdigt og huser Region Syddanmarks nye psykiatriske afdeling. Bygningen afleveres som OPP-projekt til den aftalte tid og pris og bliver omkranset af Grejsdalens natur tæt på det eksisterende sygehus i Vejle. Her går nye fysiske rammer hånd i hånd med moderne psykiatrisk behandling med ny seng til psykiatriske patienter, dynamisk lys tilpasset den enkelte patient, forskning og forebyggelse af tvang.Byggeriet rummer psykiatrisk afdeling, psykiatrisk akutmodtagelse, døgnpladser samt børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium. Der vil være et tæt samarbejde med det somatiske sygehus omkring udredning og behandling af patienter med både psykiske og fysiske symptomer og sygdomme. På afdelingen vil der blandt andet gøres brug af skærmede afsnit, og der er adgang til udearealer tæt på Grejsdalens smukke natur.
Hurtig, innovativ helhedsløsning
Byggeriet er et af de største OPP-projekter herhjemme, og parterne i konsortiet Team OPP har stor erfaring fra en række af andre OPP-projekter.
- Den nye psykiatriske afdeling beviser, at der skabes innovative resultater og effektive løsninger, når offentlige og private forener kræfterne. Vi glæder os over at kunne overdrage regionen et fremtidssikret projekt, der afleveres til tiden, til den rette pris og med en langsigtet og totaløkonomisk helhedsløsning for drift og vedligehold, siger afdelingsdirektør Lars Olaf Larsen fra DEAS på vegne af Team OPP.
Ved at gennemføre projektet som OPP står de fysiske rammer færdige tre år tidligere, end hvis Region Syddanmark selv skulle have bygget og finansieret afdelingen.
Region Syddanmark har de seneste år bygget nye fysiske rammer til psykiatriske patienter og medarbejdere i hele regionen. Erfaringer fra de nye afdelinger i blandt andet Aabenraa og Esbjerg er taget med og videreudviklet i Vejle, blandt andet erfaringer omkring døgnrytmelys, integrerede afsnit, forebyggelse af tvang mm.
Knap 300 medarbejdere vil færdes og have deres daglige gang på Nordbanen 5, og indflytning i det nye byggeri sker i løbet af næste uge.
-kj