Præsenterer fremtidens håndværkerforretning
Stark har slået dørene op for en helt ny forretning på 1200 m2 i Roskilde Ø, hvor alt er indrettet med fokus på at gøre det nemt og hurtigt for håndværkerne at finde det, de skal bruge
Den store byggeaktivitet i Danmarks vækstregioner øger behovet for stadigt mere effektive indkøbsløsninger for de udførende håndværkere. Derfor har Stark investeret et tocifret millionbeløb i en helt ny forretning i Roskilde Ø. Den skal sammen med kædens øvrige forretninger i Storkøbenhavn fremover betjene regionens tusindvis af håndværkere.
Det nye byggecenter er fra inderst til yderst indrettet med henblik på at optimere den tid, som håndværkeren bruger på at handle med forretningen. Lokalerne er udformet som store, regulære rum, der er lette at overskue og navigere i, ligesom alt fra skilte og scannere til varer og servicedesks er placeret, så det bliver så nemt og hurtigt som muligt at finde det, der er behov for.
Opfylder også de akutte behov
Derudover er der bl.a. etableret en helt ny drive-in på matriklen, der ligger godt placeret i forhold til Roskilde-områdets vigtigste trafikårer.
- Kravene til håndværkernes effektivitet stiger hele tiden. De har travlt og kommer som oftest forbi i arbejdstiden, når de står med et akut behov. Det er en tendens, som vil vokse i fremtiden, og vi investerer derfor i den nye forretning for at understøtte, at håndværkeren bruger sin tid så optimalt som muligt, når han handler med os, siger salgsdirektør Mads Brejnholt Madsen.
Han tilføjer:
- Vi ønsker at gøre det enkelt for håndværkerne at finde det, der er brug for, uanset om det er en bestemt vare eller en medarbejder, så de hurtigt kommer videre i deres arbejdsdag, uddyber han.
Mere rådgivning
Den nye Stark Roskilde Ø er opført på samme matrikel som den hidtidige forretning på 400 m2, der nu skal fungere som lager. Men med et butiksareal på hele 1200 m2 og et næsten dobbelt så stort sortiment er der kommet markant bedre fysiske rammer for at servicere håndværkerne med de løsninger, de efterspørger.
Den nye forretning omfatter desuden en hel afdeling for entreprenørmateriel samt dedikerede centre for henholdsvis maling og beklædning. Her kan håndværkerne bl.a. kigge forbi til en snak med forretningens specialister.
- Stadigt flere kommer ind, fordi de ønsker den professionelle rådgivning, der gør det lettere for dem at vælge de optimale materialer og produktkombinationer. Ud over dygtige medarbejdere kræver det tidssvarende rammer og de rette, tilgængelige placeringer, så vi kan sikre hurtig og effektiv service, siger Mads Brejnholt Madsen.
-los