Rådgiver sluger kollega og vokser til 370 medarbejdere
Med Peter Jahn & Partnere styrker Thranekær sine kompetencer inden for renovering, vedligeholdelse og forbedring af ejendomme og får samtidig en erfaren specialist i rådgivning om den eksisterende bygningsmasse for ejendomsejere
Thranekær blev etableret med ambitionen om at samle stærke, partnerdrevne rådgivervirksomheder i en landsdækkende organisation. Med Peter Jahn & Partnere styrker Thranekær sin position inden for renovering af den eksisterende bygningsmasse og udvider samtidig organisationens specialistkompetencer.
- Med Peter Jahn & Partnere får vi nogle af branchens stærkeste kompetencer inden for renovering og vedligeholdelse af ejendomme. Det styrker vores samlede faglighed og giver endnu bedre muligheder for videndeling og samarbejde på tværs af organisationen.
- Men lige så vigtigt er det, at vi har fundet en virksomhed, som deler vores værdier og vores ambition om at skabe værdi gennem stærk rådgivning.
- Peter Jahn & Partnere er kendt for en ordentlig og struktureret tilgang til projekterne og et stærkt fokus på både bygningerne og de mennesker, der bruger dem, siger Thomas Bolding, administrerende direktør i Thranekær.
Peter Jahn & Partnere har gennem mange år opbygget en position som rådgiver inden for renovering, vedligeholdelse og forbedring af ejendomme.
Virksomheden rådgiver blandt andet andelsboligforeninger, ejerforeninger, almene boligselskaber, private udlejere og offentlige myndigheder og er kendt for at kombinere høj byggeteknisk faglighed med en struktureret og værdibaseret tilgang til rådgivningen.
Som et led i den videre udvikling af Thranekær bliver Jacob Lemche og Martin Daniel Nielsen partnere i Thranekær. Partnerkredsen tæller herefter 35 partnere.
- For os handler det om at finde en partner, som kan styrke vores videre udvikling uden at ændre på de værdier og den faglighed, som vores kunder kender os for.
- Det har vi fundet i Thranekær, hvor vi får adgang til et stærkt fagligt netværk og nye samarbejdsmuligheder på tværs af landet, samtidig med at vi bevarer den tætte relation til kunderne og den måde, vi arbejder på i dag, siger Jacob Lemche, partner i Peter Jahn & Partnere.
-dc