Den grønne omstilling ligger også i jorden
Andersen & Heegaard udvider forretningen med infrastruktur og kan fremover følge de tekniske installationer helt ud i jorden
Det nye segment omfatter arbejder i jord med etablering og renovering af fjernvarmeledninger samt stikledninger, og dermed bliver det endnu en del af den tekniske værdikæde en del af Andersen & Heegaards egne ydelser.
- Infrastruktur er med til at binde vores tekniske fag endnu tættere sammen. Vi har allerede kompetencerne inde i bygningen, og nu styrker vi også den del, der fører forsyningerne frem til den.
- Samtidig er der en vigtig, grøn dagsorden i meget af det, der ligger i jorden. Fjernvarme er ét område, men når vi taler infrastruktur, ser vi også et stort potentiale inden for eksempelvis strøm og højspænding, siger adm. direktør Mads Bengtsson.
For kunderne betyder det, at flere dele af en opgave kan samles hos én leverandør.
- Vi kan tage ansvar for en langt større del af opgaven. Hvis vi allerede servicerer installationerne i en ejendom, giver det god mening, at vi også kan løse problemet, hvis det befinder sig ude i jorden. Det gør grænsefladerne færre og løsningen mere enkel for kunden, fortæller Johnny Pedersen, der er startet som direktør for det nye segment.
Med sig har han afdelingschef Therkel Løvenskjold Nielsen og projektchef Christian Grønnegaard Le Fevre. Holdet har fået ansvaret for at bygge området op.
- I Andersen & Heegaard er kapaciteten, fagene og mulighederne for at skabe synergier allerede til stede. Samtidig tiltaler den flade organisation mig. Der er kort fra idé til handling, og forståelsen og kulturen passer rigtig godt til den måde, vi gerne vil arbejde på, siger Johnny Pedersen, der har mange års erfaring fra branchen.
Det nye hold er allerede i gang med både projekter og tilbud.
Samtidig bevæger infrastrukturområdet sig hurtigt. Kravene til blandt andet materialer, genbrug og bæredygtighed fylder mere i projekterne og stiller nye krav til både løsninger og udførelse.
- Den grønne omstilling foregår ikke kun i bygningerne. En stor del af den ligger bogstaveligt talt i jorden. Vi oplever hele tiden nye krav til materialer, genbrug og måden, projekterne bliver udført på.
- Det er ikke nødvendigvis den billigste vej her og nu, og derfor bliver det også vores opgave at rådgive kunderne om, hvordan ambitioner, økonomi og praktik kan hænge sammen, siger Johnny Pedersen.
Og ambitionerne rækker længere end de første opgaver.
- Vi vil være en stærk partner for forsyningsselskaberne og andre kunder, der har brug for et hold, som både forstår arbejdet i jorden og sammenhængen med resten af de tekniske installationer, forklarer Johnny Pedersen.
Segmentet får base i både Brøndby, Ringsted og Odense. Arbejdet er allerede i gang på Sjælland, og bevæger sig over bæltet.
– Vi driver nye områder, når vi kan se en stærk sammenhæng med vores eksisterende kerneforretning, og når vi har de rigtige mennesker til at drive det. Det har vi nu, siger Mads Bengtsson.
-dc