Solgte byggematerialer for 6,9 milliarder kroner i 2016
Bygma Gruppen har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2016 med en omsætning der sidste år steg med 558 millioner til 6,9 milliarder kroner, og et overskud der endte på 315 millioner kroner før skat
Med offentliggørelsen af 2016 årsregnskabet cementerer Bygma Gruppen sin position som den største danskejede leverandør til byggeriet. Koncernen leverer et flot resultat med vækst i både omsætning og overskud, som kan tilskrives gode resultater i alle koncernens selskaber.
Årsregnskabet viser en omsætning på 6,9 mia. DKK. I forhold til 2015 er det en fremgang på 558,6 millioner kroner. Og et resultatet før skat, der landede på 315,9 millioner kroner. Det svarer til en stigning på 12,8 % eller 35,9 millioner i forhold til året før.
-Vi er meget tilfredse med årets regnskab, der ligger lidt over det forventede niveau. De resultater vi har opnået udspringer for en stor dels vedkommende af vores fokuserede strategi, positionering af forretningen og ikke mindst vores medarbejderes engagement, siger adm. direktør Peter H. Christiansen.
Rustet til fremtiden
Bygma Gruppen har siden grundlæggelsen i 1952 ekspanderet via organisk vækst og opkøb af eksisterende forretninger, samt enkelte 'green field' projekter med etablering af helt nye forretninger. I 2016 har koncernen overtaget virksomhederne XL Borlänge i Sverige, Grønlands Byggecenter XL Byg i Aalborg, Charles Gulve Engros i København og Halsnæs Trælast i Frederiksværk. Og der er samtidig påbegyndt nybyggerier i bl.a. Reykjavik, Stockholm og Aalborg.
- Vi har gennem de senere år styrket vores markedsposition og har dermed rustet os til den fremtidige konkurrencesituation, slutter Peter H. Christiansen, der forventer en mindre stigning i aktivitetsniveauet inden for byggebranchen på koncernens geografiske markeder.
-jhn
Fakta om Bygma Gruppen:
Bygma Gruppen er den største danskejede leverandør af byggematerialer i Danmark med betydelige markedsandele i Danmark, Sverige, Island og på Færøerne, en medarbejderstab på ca. 2.200 og en omsætning på 6,9 mia. DKK.