Tømrer- og murerelever høster praktikpladser
Fra januar til april i år har 8,6 % flere bygge- og anlægselever fået en praktikplads end i samme periode sidste år. Det er især murer- og tømrereleverne, der har fået flere praktikpladser
Tømrer- og murereleverne på landets erhvervsskoler har høstet flest praktikpladser i årets første fire måneder med en stigning på henholdsvis ca. 15 % flere praktikpladser til tømrerelever og ca. 19 % flere til murerelever, når man sammenligner med samme periode sidste år.
- Det er dejligt, at der er fremgang i antallet af praktikpladser. Især til murereleverne, da vi kommer til at mangle svende inden for det fag om få år. At der også er mange tømrerelever, der i år har landet en praktikplads, er en ekstra bonus og et signal om, at både elever og håndværksvirksomheder tager situationen med at uddanne flere faglærte seriøst, siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl.
De flere praktikpladser, der er blevet indgået i 2017, er yderst nødvendige for fremtiden. I 2027 kommer Danmark nemlig til at mangle op mod 17.000 faglærte alene i bygge- og anlægsbranchen.
- Det er vigtigt at sende et signal til de unge, der overvejer en erhvervsuddannelse, om, at der er gode karrieremuligheder i byggeriet, og at der er gode praktikpladsmuligheder, siger Louise Pihl.
-los