To nye motorvejsbroer i Østjylland
I forbindelse med udbygningen af E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Skanderborg kan Vejdirektoratet i de kommende uger sende trafikanterne ud på to nye broer over E45 Østjyske Motorvej ved Horsens
Broerne på Korningvej og Silkeborgvej står færdige og kan tages i brug. Broen på Silkeborgvej står klar til trafikanterne onsdag den 20. maj klokken 6.00, mens broen på Korningvej åbner i løbet af en til to uger.
Korningvej-broen er en mindre motorvejsbro, der fører Korningvej over E45 og dermed forbinder landsbyerne Korning og Hatting på tværs af motorvejen.
Broen på Silkeborgvej rute 52 er derimod et knudepunkt for trafikafviklingen ved Horsens, hvor der er til- og frakørsler til E45 Østjyske Motorvej, samtidig med at vejen forbinder Lund og området vest for motorvejen med Horsens.
Større kapacitet
De to nye broer er begge længere end de gamle broer, som de skal erstatte, fordi der skal være plads til den udbyggede motorvej under dem.
Mens den nye bro på Korningvej har samme bredde som den bro, den erstatter, er den nye bro på Silkeborgvej markant bredere for at give det trafikale knudepunkt en fremtidssikret kapacitet.
Her er den nye bro ti meter bredere og 13 meter længere end den gamle bro, og den er designet med flere svingbaner og flere spor til ligeud kørsel.
To spor i hver retning
Derudover har Vejdirektoratet omlagt og udvidet en strækning af Silkeborgvej rute 52 tættest på E45. Det betyder, at vejen fra østsiden af E45 og frem til Bygholm Bakker bliver firesporet med to spor i hver retning.
Samtidig lukkes adgangen til sidevejene på dette stykke, så trafikanter til områderne nord og syd for Silkeborgvej skal via krydset ved Bygholm Bakker. De færre adgange betyder, at trafikken får bedre betingelser, da der vil være et bedre flow, når der er færre ind- og udkørsler.
Midlertidig omvej og belægning
Den nye vej tages i brug med en midlertidig asfaltbelægning, og derfor kan trafikanter opleve mindre ujævnheder.
Det sidste slidlag vil blive lagt i forbindelse med, at der også skal lægges slidlag på motorvejen på etapen ved afkørsel Horsens V.
I den første tid efter åbningen skal trafikanter fra E45 i nordgående retning, som kører fra motorvejen ved Horsens V være opmærksomme på, at der er en lille omvej for at komme frem til Silkeborgvej.
Der er skiltet med hvordan man kommer fra motorvejsfrakørslen mod henholdsvis Horsens og Silkeborg.
Fakta broen på Silkeborgvej
Gammel bro:
Opført: 1985
Bredde: 19,8 meter
Længde: 55,9 meter
Vægt: 2651 ton
Betonmængde:1105 m3
Kørespor: 2 ligefrem, 2 svingbaner
Ny bro:
Opført: 2026
Bredde: 29,8meter
Længde: 68 meter lang
Vægt: 3457 ton
Betonmængde: 1914 m3
Kørespor: 4 ligefrem, 4 svingbaner
Broen på Korningvej:
Gammel bro:
Opført: 1987
Bredde: 12m
Længde: 58m
Vægt: Ca. 1263t
Betonmængde: 527 m3
Ny bro:
Opført: 2026
Bredde: 12m
Længde: 70m
Vægt 1850t
Betonmængde: 770 m3
DanB