Ukvemsord og aggressiv kørsel: Kampagne skal gøre det mere sikkert for vejarbejdere

Ukvemsord og aggressiv kørsel: Kampagne skal gøre det mere sikkert for vejarbejdere

Der køres alt for stærkt ved vejarbejder, og antallet af ulykker er stigende. Under sloganet ’Pas på den jeg elsker’ har 3F og Asfaltindustrien siden foråret forsøgt at ændre danskernes trafikvaner og gøre livet tryggere for landets vejarbejdere

Danske vejarbejdere lever stadig med biler, der suser forbi i al for høj fart, og antallet af ulykker ved vejarbejder er stigende på landsplan.

Derfor er Asfaltindustrien og 3F gået i luften med en kampagne, der skal sætte fokus på vejarbejde og skabe bedre trafikvaner. Siden foråret er danskerne blevet mødt med budskabet ’Pas på den jeg elsker’ ved vejarbejder i hele landet.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at der sker flere uheld ved landets vejarbejder. Med 347 ulykker i 2022 skete der næsten et dagligt, og selvom det er vejarbejderne langs vejene, der er de mest udsatte, rammes bilisterne i de fleste tilfælde hårdest af ulykkerne.

I en undersøgelse foretaget af 3F i efteråret blandt godt 800 medlemmer i branchen udtrykte mere end 50 % af respondenterne, at bilisterne i løbet af de seneste fem år er blevet dårligere til at vise hensyn - og 81 % svarer, at de har oplevet en farlig situation det seneste år.

’Pas på den jeg elsker' er en fortsættelse af kampagnen 'Pas på min far', der kørte første gang i 2000 og senest i 2019.

Med ændringen i navnet ønsker man både at tale til trafikanternes følelser og fornuft - og samtidig fortælle historien om en branche, der favner alle uanset køn og alder.

- Det er vigtigt at huske på, at vejarbejderne løfter en vigtig opgave for os alle - og ikke mindst at de er mennesker som os. Det er forældre, kærester og familiemedlemmer, som står ude på vejene og gerne vil trygt hjem til familien.

- Det er det vigtigste budskab, når vi siger ’Pas på den jeg elsker’, siger Anton Helland Christiansen, der er arbejdsmiljøkonsulent hos 3F.

-dc

21/6 2024