Ung arvtager skal strømline Altan.dk - Jeg er selv murer og forstår håndværkernes og montørernes udfordringer og behov, og det skal jeg også udnytte som direktør i Altan.dk, siger Casper Knudsen.

Ung arvtager skal strømline Altan.dk

Efter otte år som direktør i sin egen virksomhed overtog 35-årige Casper Knudsen i efteråret farens livsværk og en årlig omsætning på over 200 millioner

Efter otte år som selvstændig erhvervsdrivende overtog Casper Knudsen i september sin fars direktørpost i familievirksomheden Altan.dk. Et generationsskifte var egentlig ikke på tale, men en sensommeraften besluttede Peter Knudsen og familie, at tiden var inde.

- Jeg har altid haft en drøm om at overtage efter far, selvom jobbet kan virke uoverskueligt og svært at magte. Jeg effektiviserer og laver faste procedurer, og det har Altan.dk brug for lige nu, siger Casper Knudsen, der i 2016 kan notere et årsregnskab, som for andet år i træk sætter rekord for antallet af solgte altaner.

Kritisk omtale
For 22 år siden stiftede Peter Knudsen Ringsted Bygningsentreprise, der tolv år senere mundede ud i Altan.dk. I to årtier stod Peter Knudsen ubestridt i spidsen for det boom i altanbyggeri, som titusindvis af Københavns beboere i dag nyder glæde af hver eneste dag.

I starten af maj 2016 blev Peter Knudsen og Altan.dk mål for en række beskyldninger fra en konkurrent på altanmarkedet, der stillede sig kritisk over for Altan.dk’s metode ved montering af altaner i 3. og 4. sals højde. Beskyldningerne skabte usikkerhed hos myndighederne, der iværksatte en ekstraordinær godkendelsesproces. Uvildige byggesagkyndige har senere fået dokumentation for alle dele af byggeprocessen og undersøgt de pågældende altaner. Konklusionen lyder, at der ikke er noget at frygte.

Omtalerne satte dog sine spor hos direktør Peter Knudsen:

- Krisen påvirkede min far hårdt – også personligt. Min far går meget op i folks tryghed, og det er ikke sjovt, når andre stiller spørgsmålstegn ved sikkerhedsaspektet i arbejdet. Vores byggemetoder er godkendte og gennemprøvede, men beskyldningerne tappede min fars energi. En aften i august besluttede vi, at jeg skulle overtage. Tre dage senere gennemførte vi generationsskiftet, fortæller Casper Knudsen.

Blik for forretning
Ansvaret for familievirksomheden ligger nu i hænderne på næste generation i Knudsen-familien, der ser yderligere vækstpotentiale forude. Altan.dk vil indtage provinsen og det sydsvenske altanmarked, mens Casper Knudsen også ser et stort potentiale for Alevator.dk, der som de første herhjemme har specialiseret sig i at indbygge elevatorer i eksisterende etageejendomme. Blandt Casper Knudsens første tiltag var en komplet sammenlægning af de to virksomheder, som giver effektivisering i administration og drift af organisationen.

Blikket for gode forretninger har Casper Knudsen allerede bevist, at han besidder og formår at udnytte. I 2008 startede han selv Platform.as, der udlejer arbejdsplatforme og hejs til byggepladser i hele Danmark. Altan.dk’s nye direktør startede dengang med indkøbet af 35 platforme. I dag råder Platform.as over mere end 250 platforme og omsætter årligt for 60 millioner kroner.

- Jeg er selv murer og vidste, hvor praktisk arbejdsplatforme er på moderne byggepladser. Jeg forstår håndværkernes og montørernes udfordringer og behov, og det skal jeg også udnytte som direktør i Altan.dk, siger Casper Knudsen.

CSR budget i millionklassen
Altan.dk og Peter Knudsen er stærkt optaget af velgørende arbejde og har igennem det seneste årti gennemført adskillige store byggeprojekter i tredjeverdenslande. Det seneste i rækken er en skole for iværksættere i Nicaragua. Et projekt som Peter Knudsen nu dedikerer sig til i sin nye rolle som CSR-ambassadør i Altan.dk, der i dag har et CSR-budget i millionklassen.

Effekterne af det velgørende arbejde kan ifølge Casper Knudsen mærkes helt til Sjælland, hvor medarbejdernes tilfredshed og respekt for hinanden altid har været Altan.dk’s fremmeste værdier.

- Vores erfaring og sammenhold er Altan.dk’s største aktiv, og tid til at pleje mine medarbejdere er min højeste prioritet. Det er et spørgsmål om at holde fokus på det, så jeg ikke graver mig ned i hverdagens trummerum og bliver usynlig. Vi er en familieejet virksomhed, og vores medarbejdere føler sig som en del af familien, siger Casper Knudsen.

- Jhn

Om Casper Knudsen
• Uddannet murer i 2004 og senere bygningskonstruktør fra Byggeteknisk Højskole.
• Per 1. september 2016 administrerende direktør i Altan.dk, Alevator.dk og Platform.as. Samlet set beskæftiger de tre virksomheder over 150 medarbejdere.
• Stifter og ejer af Platform.as, der udlejer arbejdsplatforme og hejs til byggepladser i hele Danmark.


2/2 2017