Urban blok og boligtårn ved Elefantporten

Urban blok og boligtårn ved Elefantporten

Schmidt Hammer Lassen Architects er valgt til at udvikle 36.000 m2 projekt i det nye Carlsberg Byen

Carlsbergs bryggerianlæg i København blev lukket i 2008. Det tidligere industriområde, der er kendt for sin rige arkitektoniske arv, er genopstået som et nyt bæredygtigt bykvarter: En tæt bystruktur med attraktive byrum, offentlig transport og nye bygninger, der supplerer de eksisterende historiske strukturer.

Schmidt Hammer Lassen, Holscher Nordberg Arkitekter, Züblin og Cowi vil designe en ny 36.000 m2 urban blok og et 80 meter højt boligtårn, der ligger tæt på den berømte Elefantport i det nordvestlige hjørne af Carlsberg området. Udviklingen vil bestå af 17.000 m2 boliger, 7000 m2 kontorer, 2000 m2 detailhandel, cafeer og restauranter og 10.000 m2 kælderplads.
 
Senior Partner Kristian Ahlmark, Schmidt Hammer Lassen, siger om byggeriet:

- Der er mange ting i spil på dette unikke sted i København. Det kommende byggeri indgår i den særlige historiske kontekst af Carlsberg med sin tætte beliggenhed ved Elefantporten, hvor det skal danne bindeled mellem to af de offentlige pladser, Ottilia Jacobsens Plads og Bryggernes Plads. Beliggenheden med historiske naboer og et faldende terræn skaber en spændende byggeteknisk udfordring. Samtidig vil tårnhuset løfte sig op over Carlsberg Byen og blive en del af Københavns nye skyline. Bygningen bliver dermed et referencepunkt, der både historisk og fysisk vil være med til at binde byen sammen, og vi ser frem til at arbejde med opgaven.
 
Når Carlsberg Byen står færdig i 2024, vil det være et levende og varieret bykvarter at leve, arbejde, lære og socialisere i. Daglige pendlere til og fra kvarteret vil primært være drevet ved menneskelig kraft takket være et stort netværk af cykelstier og en ny moderne pendlertogstation, der forventes at blive en af de travleste i København.

Moderne og bæredygtig udvikling vil blande sig med fredede bygninger. Butikker og kontorer integreres med boliger, uddannelses- og dagcentre. I alt vil udviklingen tilbyde over 3000 nye boliger på forskellige prisniveauer, mens 10.000 studerende allerede er begyndt deres første semester på den nye UCC Campus Carlsberg, der blev indviet tidligere i år.

-kj

19/5 2017