
Vigtigt at holde øje med altanerne
Altaner skal vedligeholdes for at forhindre ulykker, og det kræver viden og erfaring
Af Lars Bennetzen
Altaner er en almindelig og skøn del af mange boliger i danske boligforeninger. Men altaner er ikke noget, der bygges og så kan glemmes i al fremtid.
I 2020 styrtede en altan ned med fem personer, hvoraf tre kom alvorligt til skade, og tidligere i år blev ejeren gjort ansvarlig for personskaderne.
- Den sag viser, hvor vigtigt det er at vedligeholde boligforeningens altaner, det er tragisk for dem, der bliver offer for et uheld, og det kan være dyrt for boligforeningen, hvis først altanen styrter ned, siger Jimmi Møller fra entreprenøren Christiansen & Essenbæk, der til dagligt arbejder med renovering af betonaltaner.
Han forklarer, at mange glemmer, at en visuel inspektion af altanerne ikke er nok til at afgøre, om en altan er i god og sikker stand.
- 30 års maling kan skjule mange fejl på en altan, og selvom man kan komme langt ved at kigge på en altan, så er det ikke altid nok, pointerer Jimmi Møller.
Derfor henter Christiansen & Essenbæk altid specialister ind, når de bliver kaldt ud for at undersøge altaner.
- Ved f.eks. at tage prøver af udlæggerjern, som mange gamle altaner har, kan vi se, om det er ved at ruste, og rust er virkelig problematisk.
- For det udvider nemlig betonen, og så revner det, og dermed ruller lavinen, forklarer Jimmi Møller.
På Netværksdagen for Byens Boligforeninger vil Christiansen & Essenbæk fortælle om, hvorfor det er så vigtigt at renovere altanerne i boligforeningerne og sikre, at den løbende vedligeholdelse er på plads.
- Ved løbende at lave undersøgelse af altaner kan boligforeningerne få et overblik over situationen. Om der er altaner, der skal renoveres, og i hvilken grad. På den måde kan de få det med i budgettet, siger Jimmi Møller.
Han forklarer, at ved større boligforeninger behøver de ikke tjekke alle altaner, her tager de et repræsentativt udvalg af altaner, som de så tjekker.
- På den måde får vi en indikation af situationen, og hvis vi støder ind i større problemer, så skal alle altaner renoveres. Derefter kan vi så få et overblik over, hvordan det skal skadesopgøres og så videre, siger Jimmi Møller og fortsætter:
- Hvis sagen er rigtig stor, så kan vi køre det i etaper, så vi ikke går i gang med alle altaner på en gang.
Han slutter af med at fortælle, at alle renoveringer bliver udført i samarbejde med ingeniører, der sikrer, at de renoverede altaner overholder alle krav og styrker, og at de altid forsøger at få et færdigt resultat, der er i stil med det eksisterende byggeri.
- Hvis budgettet tillader det, naturligvis, siger Jimmi Møller.
Læs mere om Netværksdagen og tilmeld dig her.