Virksomheder med illegal arbejdskraft risikerer lukningUdlændinge- og Mattias Tesfaye vil standse fusk og snyd med udenlandsk arbejdskraft

Virksomheder med illegal arbejdskraft risikerer lukning

Virksomhedsledere, der dømmes for at misbruge illegal arbejdskraft, skal kunne frakendes retten til at drive samme type virksomhed, hvor vedkommende beskæftigede den ulovlige arbejdskraft

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Udlændinge og integrationsminister Mattias Tesfaye har fremsat et lovforslag, der betyder risiko for indskrænkning af retten til at drive virksomhed ved overtrædelse af reglerne om beskæftigelse af udlændinge.

Med lovforslaget foreslås det, at den, som dømmes for under ’særligt skærpende omstændigheder’ at overtræde Udlændingelovens regler om beskæftigelse af udlændinge, skal kunne frakendes retten til at deltage i ledelsen af den form for erhvervsvirksomhed, som pågældende udøvede på tidspunktet for overtrædelsen af Udlændingeloven.

Fusk og snyd
Mattias Tesfaye kalder det ’helt uacceptabelt’, at virksomheder udnytter udenlandsk arbejdskraft og omgår de udlændingeretlige regler:

- Fusk og snyd underminerer arbejdsmarkedets fælles spilleregler og skaber unfair konkurrence for ordentlige og lovlydige virksomheder, siger ministeren.

Regeringen skærpede for snart to år siden bødestraffen for virksomheder, der benytter sig af udenlandsk arbejdskraft under særligt skærpende omstændigheder. Nu foreslår regeringen endnu en skærpelse

De værste på chefgangene
Det betyder, at virksomhedsdrivende, der dømmes for groft at misbruge illegal arbejdskraft, skal kunne frakendes retten til at drive den type virksomhed, hvor vedkommende beskæftigede den ulovlige arbejdskraft.

- Før valget foreslog Socialdemokratiet at slå hårdere ned på dem, der groft udnytter udenlandsk arbejdskraft. Først skærpede vi bødestraffen til virksomhederne, og nu vil vi sikre, at de værste på chefgangen ikke bare kan åbne en ny virksomhed, hvis de straffes for grov udnyttelse af deres udenlandske ansatte, siger udlændinge- og integrationsministeren.


29/4 2022