300.000 m2 linoleum og vinyl
Forbo Flooring ser ud til at have knækket koden til de store, samlede hospitalsordrer: En optimeret forsyningsproces
Hvordan lander man ordrer på mere end 300.000 m2 linoleum og vinyl til de gigantiske sygehusprojekter, der lige nu rejser sig på flere adresser i Danmark?
Det er et spørgsmål, som de fleste entreprenører og leverandører i gulvbranchen givetvis har haft til grundig overvejelse.
Forbo Flooring har et bud på et svar.
- Hele værdikæden skal aktiveres og forsyningsprocessen optimeres fra produktion til levering, siger adm. direktør Christian Iversen.
Præcise leverancer
En syretest af det udsagn med et par af Forbos aktuelle entreprenørkunder som kilder peger på to udslagsgivende succeskriterier: Hotlines til service og assistance samt korrekte, præcise leverancer.
- For vores valg af leverandør er det afgørende, at varerne følges med hjælpsomhed og et velment ønske om at levere det bedste resultat sammen, pointerer direktør Brian Jensen, Jul Nielsen Entreprise, Frederikshavn.
Brian Jensen har ansvar for den ene af to gulventrepriser til Aalborg Universitets Hospital.
Den anden og største til det nordjyske hospitalsprojekt er forestået af entreprenøren Nordjysk Gulvcenter. Her er direktør Morten Simonsen heller ikke i tvivl om, at de mange vellykkede gulvløsninger af Marmoleum og SureStep skabes af flere værdier - også de bløde:
- Vi er stolte af vores bidrag til Aalborg Universitets Hospital. Det er ikke følelser, vi normalt fremhæver, men lige her er det på sin plads. Vi har løst en opgave af en kaliber, som vi nok aldrig kommer til at opleve igen. Og det har vi gjort i et konstruktivt samarbejde med Forbo, siger han.
Kerneforretningen
Lasse Bloch, distriktschef hos Forbo Flooring, udtaler om aftalerne med sygehusprojekterne Aalborg Universitetshospital, Regionshospital Gødstrup og Odense Universitets Hospital, OUH, der netop nu er under udførelse:
- Det er jo det her, vi kan. Det er vores kerneforretning: Parat til start, klar til at efterkomme de nøjagtige slot-tider, den enkelte entreprenør bliver tildelt i den detaljerede logistik på byggeprojekter af denne størrelse og kompleksitet.
- Vi tilpasser produktionen på fabrikken, vi allokerer en medarbejder til at styre logistikken, og vi er i tæt dialogsamarbejde med transportøren, opremser Lasse Bloch.
- Fagligt er vi altid på mærkerne med information og rådgivning om valg af den rigtige gulvløsning for slutbruger. Er det rengøring og vedligehold, som er dagsordenen, er vi også klar til dialog med hospitalsdriftens professionelle rengøringsansvarlige, siger teknisk chef Thomas Kjær, Forbo Flooring.
-kis