Utzin utz
scroll
Ege Carpets udskifter limenremover er det lim, udvundet af laminat-filmen fra ødelagte bilruder, der skal bruges til hæfte bagsiden fast på Ege Carpets tæpper. Foto: Shark Solution.

Ege Carpets udskifter limen

Bagsiden på Ege Carpets tæpper vil fremover blive limet med lim, udvundet af laminat-film fra ødelagte bilruder

Af Kim Sejr, journalist

Den latexbaserede lim i 13 tæppekollektioner hos Ege Carpet bliver nu udskiftet med et mere bæredygtigt alternativ, nemlig lim fremstillet af laminat-film fra ødelagte bilruder, som ellers ville være endt som affald på lossepladser.

-Vi bruger lim til at hæfte bagsiden fast på vores tæpper. Og det er den lim, vi nu har valgt i første omgang at udskifte i alle vores ReForm tæppefliser, som vi producerer i mere end 400 varianter. Vores produkter tager nu det næste skridt i en mere bæredygtig retning ved at genanvende materiale der, hvor det giver mening. Ved at udskifte vores latexbaserede lim med den nye genanvendte lim reducerer vi også vores CO2-aftryk markant, siger Rune Stephansen, CEO i Ege Carpets.

Mindre CO2-aftryk

Ege Carpets har fået lavet en livscyklusanalyse, der viser, at den nye lim kan reducere CO2-aftrykket i produktionen med mellem 22 og 38 pct. pr. kvadratmeter. Analysen er foretaget iht. Cradle to Gate, dvs. den beregner kun reduktionen i processen, fra limen bliver leveret hos Ege Carpets, til de færdige tæppefliser sendes til kunderne.

Limen leveres til Ege Carpets fra den danske cleantech-virksomhed Shark Solutions, der årligt fremstiller og leverer over 10.000 tons genanvendt lim til virksomheder verden over. I næsten 20 år har virksomheden arbejdet ud fra en zerowaste-tankegang om at udnytte laminatet fra ituslåede bilruder, som ellers bare ville gå til spilde.

Bæredygtigt katalog

Rune Stephansen fortæller, at det nye tiltag er endnu et skridt i Ege Carpets' ambitioner om at producere verdens bedste og mest bæredygtige tæpper.

-Til at starte med har vi valgt at implementere limen på alle tæppefliserne i vores ReForm koncept, som er vores mest bæredygtige koncept, der er udviklet med tanke på at udnytte ressourcerne til fulde. Alle vores ReForm tæppefliser består af 100 pct. regenereret garn på toppen, 100 pct. genbrugspolyester fra brugte plastikflasker på bagsiden og nu også 100 pct. genbrugsbinder til at holde det sammen. Det her er kun første step på vejen til at kunne udskifte limen i alle vores tæppefliser og dermed gøre vores produktkatalog endnu mere bæredygtigt, siger Rune Stephansen.

Læs mere om gulve i juni-udgaven af Magasinet Gulv.

27/6 2023