Bred satsning giver pote for malerspecialister- Vi har de seneste år arbejdet målrettet med at udvikle vores forretning, så vi kan løse flere typer opgaver, siger Mattias Gudmundsson, kommerciel direktør i Viebke & West.

Bred satsning giver pote for malerspecialister

Viebke & West, som i dag har samlet flere fagligheder, er blevet udvalgt som leverandør på Høje-Taastrup Kommunes nye rammeaftale om drift og vedligehold af kommunens ejendomme. Aftalen dækker en bred vifte af opgaver på tværs af kommunens bygninger

En ny rammeaftale betyder, at Viebke & West nu får muligheden for at indgå i et løbende samarbejde om vedligehold og mindre byggeopgaver for Høje-Taastrup Kommune.

- Det er en aftale, vi er rigtig stolte af. Det kræver både faglighed og erfaring at blive valgt til den type opgaver, og det ser vi som en klar anerkendelse af det arbejde, vi leverer hver dag, siger Mattias Gudmundsson, kommerciel direktør i Viebke & West.

Samarbejdet med kommunen træder i kraft i første kvartal 2026 og løber i første omgang frem til første kvartal 2028, hvor der er mulighed for forlængelse i op til to år.

For Viebke & West er aftalen samtidig en mulighed for at styrke samarbejdet med en offentlig bygherre og bidrage til vedligeholdelsen af kommunens bygninger.

- Den her type aftale giver os mulighed for at arbejde tættere sammen med kunden over tid. Det skaber en bedre forståelse for opgaverne og gør det muligt at planlægge og levere med en høj og ensartet kvalitet, siger Mattias Gudmundsson.

Han peger samtidig på, at netop kontinuitet er afgørende i den type opgaver.

- Når man arbejder med drift og vedligehold, handler det ikke kun om at løse opgaven her og nu, men om at kende bygningerne, tænke langsigtet og hele tiden forbedre løsningerne. Det er dér, vi kan skabe reel værdi, siger han.

Tildelingen kommer på et tidspunkt, hvor Viebke & West er i gang med en strategisk udvikling, hvor virksomheden samler flere håndværksfag under samme tag. Noget som gør det muligt at byde ind på en bredere opgaveportefølje og tage ansvar for flere dele af opgaverne.

- Vi har de seneste år arbejdet målrettet med at udvikle vores forretning, så vi kan løse flere typer opgaver. Det betyder også, at vi i dag står stærkere i udbud som dette, siger Mattias Gudmundsson.

Ifølge ham er det netop kombinationen af faglighed og struktur, der bliver stadig vigtigere i branchen.

- For os er det ikke længere nok at være dygtige inden for et enkelt fag. Kunderne forventer samarbejdspartnere, der kan tage ansvar, skabe overblik og sikre, at tingene hænger sammen, og det er den retning, vi har sat os efter, siger han.

-dc

18/3 2026