Boligejere bør betale mere i rottebekæmpelsesgebyrRottespærre (arkivfoto)

Boligejere bør betale mere i rottebekæmpelsesgebyr

ERFA-gruppen mod rotter har rettet henvendelse til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg som en opfølgning på Rotte-Konferencen i slutningen af april

Af Dan Bjerring
Christiansborg

I foretrædet vil ERFA-gruppen orientere udvalget om anbefalinger og konklusioner fra konferencen, hvor 50 deltagere med særlig ekspertise i rottebekæmpelse deltog – herunder kloakmestre, Dansk Industri, rottebekæmpere, kommunale rottesagsbehandlere, leverandører, opfindere, biologer, jurister, journalister og politikere.

Kloakrotter i byerne
Fokus var særligt på kloakrotter i byerne, hvor der peges på behovet for styrket statslig indsats og koordinering:

- Selvom rottebekæmpelsen er kommunal, mangler der overordnet koordinering og systematisk dataindsamling. Miljøstyrelsens rotteenhed har kun 1,5 årsværk.

- Det er helt utilstrækkeligt til deres opgaver - herunder udviklingsopgaver, tilsyn med kommunernes bekæmpelse og opdatering af lovgivning, påpeger ERFA-gruppen mod rotter, som vurderer, at bemandingen bør øges til seks årsværk.

Mangler i ledelsen
Der er ifølge ERFA-gruppen mangler i både ledelsen af rotteenheden og i uddannelsen af rottebekæmpere, især i forhold til kloakforståelse:

- De milde vintre fører til flere kuld rotter, hvilket forklarer stigningen i rotteklager og bekæmpelsesomkostninger. Der er behov for øgede midler – eksempelvis via forhøjet rottebekæmpelsesgebyr fra ejendomsejere.

- Forebyggelsen af ulovlige kloakstikledninger er utilstrækkelig. Mange huse opfylder ikke miljølovens krav, og sælges uden inspektion, noterer rottebekæmperne.

Koster mindre end 3.000 kroner
De efterlyser en kloaktilsynsordning, ligesom el-eftersynet. Kloaksektionen i DI har allerede indført KEO-ordningen, der giver kloakvurdering for under 3.000 kroner ved hussalg:

- Ved cirka 60.000 årlige hushandler bliver kloakkerne gradvist fornyet – betalt af boligejerne - eventuet via miljølån, der indfries ved hussalg. Kloakstikledninger mellem sokkel og skel samt udluftningsrør skal omfattes af handlen, lyder budskabet.

Rottebekendtgørelsen bør justeres
ERFA-gruppen mod rotter opfordrer på den baggrund miljøminister Magnus Heunicke til at justere rottebekendtgørelsen:

- Skel mellem by- og landområder (forskellig bekæmpelse)

- Rottespærrer skal kun serviceres af autoriserede fagfolk

- Røgprøver bør være obligatoriske

- Kommunale rottefolk bør oplæres i kloakteknologi

- Nye skelbrønde skal reguleres, og forsyningsselskaber må ikke forhindre opsætning af spærrer på privat grund

Samtidig bør skatteministeren overveje fradrag for vedligeholdelse af kloakstikledninger og montering af rottespærrer.


22/6 2025