Familie er ikke fritaget for skat ved besigtigelsesrejse
Der er ingen faste regler for at skelne mellem personalegoder og udgifter i forbindelse med udførelse af et arbejde
Af Dan Bjerring
At ansætte medarbejdere fra udlandet eller at udstationere medarbejdere til udlandet er ofte en omstændelig proces, som ikke bare involverer de konkrete medarbejdere, men også deres familier.
Ifølge TEKNIQ findes der ikke faste regler for, hvilke omkostninger i forbindelse med ind- eller udstationering, som en arbejdsgiver kan dække uden beskatning hos medarbejderen.
Det beror på en konkret vurdering. Men groft sagt er der kun skattefrihed for arbejdsgiverbetalte udgifter, hvor der er en direkte sammenhæng mellem udgifterne og medarbejderens arbejde.
Altså ikke for udgifter, der primært dækker private behov.
Konkret vurdering
Som eksempel på udgifter, der normalt vil kunne dækkes af arbejdsgiveren uden lønbeskatning hos den ansatte kan nævnes:
• Rejseudgifter for medarbejderen. Dækkes også familiens rejseudgifter, er medarbejderen skattepligtig af denne del.
• Udgifter til flytning af familiens private indbo.
• Udgifter til midlertidig bolig – hotel eller lejlighed – kan kun dækkes, hvis det kan ske efter de almindelige rejseregler.
• Assistance med opholds- og arbejdstilladelse, men kun for medarbejderen. Ikke for dennes ægtefælle eller kæreste.
• Hjælp med CPR-registrering og skattekort, men kun for medarbejderen.
• Sprogkurser for medarbejderen, hvis det er nødvendigt for arbejdet.
Det kan ikke dækkes
Som eksempel på udgifter, der normalt ikke vil kunne dækkes skattefrit nævner TEKNIQ:
• Hjælp til oprettelse af bankkonto.
• Erhvervelse af kørekort.
• Hjælp til jobsøgning for ægtefælle/samlever.
• Assistance med at finde skole og/eller daginstitution til medarbejderens børn.
• Hjælp til at finde permanent bolig og/eller til at få solgt hidtidig bolig.
Arbejdsgiverbetalte besigtigelsesrejser, hvor en medarbejder får mulighed for sammen med sin familie at orientere sig om forholdene i et givent område, vil normalt blive anset for noget, der dækker et privat behov og derfor udløser beskatning.
Skattepligtigt personalegode
En salgsdirektør i en dansk virksomhed, der var blevet tilbudt jobbet som direktør i et nyt amerikansk datterselskab, ønskede sammen med sin familie at besøge området, inden den endelige beslutning blev taget.
De samlede rejse- og opholdsudgifter løb op i knap 63.000 kroner, som blev betalt af firmaet.
På turen besøgte familien to skoler og så på mulige boliger sammen med en lokal ejendomsmægler. Det endte med, at direktøren takkede nej til jobbet.
Men Skattestyrelsen vurderede de arbejdsgiverbetalte udgifter for et ”skattepligtigt personalegode” og dermed skattebelagte private udgifter.