Oddervenlige motorveje spreder sig på Sjælland
Odderen har genvundet fodfæstet i både Jylland og på Fyn, men ikke på Sjælland. Det gør Vejdirektoratet nu noget ved
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Vejdirektoratet arbejder på at give odderen lettere og mere sikre adgange til den østlige del af landet, og den første odderpassage på Vejdirektoratets areal står nu færdig ved Nivå.
Odderen var engang naturligt udbredt i hele Danmark, og den har i løbet af de seneste årtier igen spredt sig til hele Jylland og Fyn.
Til gengæld har odderen haft sværere ved igen at etablere sig øst for Storebælt, hvor den kun har fundet fodfæste i et lille område i Vestsjælland.
Siden 2019 er der dog registreret oddere på Lolland-Falster og på Sydsjælland, og siden 2021 er der gjort enkelte fund i Nordsjælland.
Risikofor at blive trafikdræbt
Undersøgelser viser, at én af de væsentligste forhindringer for, at odderen kan etablere sig i Nordsjælland, er risikoen for at blive dræbt, når de krydser vejene, fordi der ikke er en egnet passage under vejen.
Derfor vil Vejdirektoratet se på, om nogle broer over åer kan ombygges til egnede odderpassager, der skal give odderen lettere og mere sikre adgange til resten af Sjælland:
- Vejene er nødvendige for, at vi mennesker kan komme rundt i landet. Men de skal ikke være en hindring for, at dyrene kan gøre det samme.
- Derfor skal vi være opmærksomme på, hvor der er behov for at skabe nye passager for eksempelvis odderne, og hvor der er behov for at forbedre de eksisterende passager, siger Christian Bertelsen, der er specialkonsulent i Vejdirektoratets miljøteam.
Ombygning gør tunnel mere tryg
Et af de steder, hvor der har været størst behov for at give odderen en hjælpende hånd, er, hvor Nivå løber under Helsingørmotorvejen gennem en bred tunnel med land på begge sider af åen.
Men tunnelen fungerede ikke godt som faunapassage for oddere, fordi den ene side er en flisebelagt sti og den anden side havde høje kanter, der ikke gav odderne mulighed for at bevæge sig frit mellem land og vand, når de passerede under broen:
- Kan de ikke det, går de over vejen, fortæller Christian Bertelsen.
Fredensborg Kommune er med i finansiering
Derfor har Vejdirektoratet siden begyndelsen af september ombygget den sydlige side under broen, så odderne vælger at benytte passagen. Ombygningen er finansieret sammen med Fredensborg Kommune, og odderpassagen stod færdig den 23. september.
Den ombyggede faunapassage er blot den første af flere odderpassager, som Vejdirektoratet påtænker at ombygge i Nordsjælland i løbet af de kommende år i håb om de kan give odderne den sikkerhed, de har brug for, så de igen kan blive en del af den sjællandske natur