Isover
scroll
Sag om mulig karteldannelse i fjernvarmesektoren i venteposition

Sag om mulig karteldannelse i fjernvarmesektoren i venteposition

Afgørelsen i Konkurrencerådet er indbragt for Konkurrenceankenævnet og Sø- og Handelsretten, hvor sagen nu verserer

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Som tidligere nævnt i BygTek har borgmesteren i Jammerbugt Kommune i en henvendelse til Folketinget mere end antydet, at der forekommer karteldannelse i fjernvarmesektoren.

Det fik Preben Bang Henriksen (V) til at bede erhvervsminister Morten Bødskov (S) kommentere den pågældende henvendelse fra borgmester i Jammerbugt Kommune.

Ministeren understreger indledningsvis i sit svar, at det er vigtigt for regeringen, at der er velfungerende konkurrence på markedet, og at konkurrencereglerne bliver overholdt.

Regler skal håndhæves konsekvent
Han slår fast, at det er alvorligt at overtræde konkurrencereglerne, og det er derfor vigtigt, at reglerne håndhæves konsekvent:

- Det gælder også på markedet for fjernvarme. I Danmark håndhæves Konkurrenceloven af den uafhængige konkurrencemyndighed bestående af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Konkurrencerådet.

- I forhold til den omtalte sag har Konkurrencerådet den 25. oktober 2023 truffet afgørelse, og parterne har herefter indbragt afgørelsen for Konkurrenceankenævnet og Sø- og Handelsretten, hvor sagen nu verserer, oplyser Morten Bødskov.

Fusioner udskydes ikke
Han har som erhvervsminister derfor hverken mulighed eller ønske om at gå ind i den konkrete sag.

I brevet rejses desuden spørgsmål om, hvorvidt fusioner bliver udskudt som følge af sagen:

- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser hertil, at fusioner godt kan gennemføres, og at parterne i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse kan indgå aftale om skadesløsholdelse i forhold til et eventuelt bøde- og/eller erstatningsansvar, slutter erhvervsministeren.

3/9 2024