SMVdanmark roser finanslovsudspillet
Ros til Håndværkerfradragets genindførelse. Men samtidig advares mod, at der er alt for mange ansatte i staten
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Gennemgående er der tilfredshed i erhvervslivet med regeringens finanslovsforslag. Det gælder ikke mindst Håndværkerfradragets tilbagekomst, og administrerende direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt, mener, at Finansloven kan gøre en forskel for de tusindvis af små og mellemstore virksomheder:
- Det er virkelige positivt, at Håndværkerfradraget genopstår. Det vil give flere mulighed for at købe en professionel håndværker, sikre mere klimavenligt byggeri og mindske både sort arbejde og dårligt udført gør det selv-arbejde, siger Jakob Brandt.
Bredere definition af ”grønt”
Han havde dog håbet, at de afsatte beløb var større, ligesom han ønsker en bred definition af, hvad der kan siges at ”være grønt”:
- Eksempelvis malerarbejde, der dramatisk levetidsforlænger vinduer og andet træværk, bør også tælles med, siger Jakob Brandt.
Samtidig er han dog kritisk over for, at regeringens ikke går hårdere til biddet, når det gælder om at have færre bureaukrater i statsapparatet:
- Ikke nok med færre bureaukrater – vi skal også have mindre bureaukrati, siger han.
Meget lille skridt
Med finanslovforslaget vil regeringen kun nedbringe antallet af statslige ansatte med 1.000 årsværk, selv om mængden af statsligt ansatte er vokset eksplosivt de seneste år:
- Det er godt, at regeringen nu går den anden vej. Men jeg så gerne, at ambitionsniveauet her var højere. Der er kommet over 16.000 flere administrative årsværk i staten fra 2017 til 2023. 12.400 af dem er kommet til siden 2019, hvor Mette Frederiksen blev statsminister.
- Så 1.000 færre er virkeligheden et meget lille skridt, siger SMVdanmarks administrerende direktør.
Færre bureaukrater – og mindre bureaukrati
Han vil dog ikke alene have færre bureaukrater. Der skal også være mindre bureaukrati:
- For yderligere at afhjælpe manglen på medarbejdere i landets mindre virksomheder er der behov for et fortsat fokus på, hvordan man kan gøre det nemmere og smidigere at ansætte internationale medarbejdere.
- For eksempel ved også at give virksomheder med færre end 10 ansatte adgang til ”fast track” ordningen for internationale medarbejdere, mener Jakob Brandt.
Bevare frem for at bygge nyt
Danske Malermestres direktør Ole Draborg er mildt sagt undrende over for, at det genopstandne Håndværkerfradrag ikke indeholder malerarbejde:
- Når regeringen har fokus på energirenoveringer i deres genoplivning af Håndværkerfradraget, så er det oplagt også at have fokus på malerarbejdet. Det er energibesparende, fordi det fornyer, bevarer og forlænger levetiden af vores boliger, fastslår Ole Draborg.
- Når regeringen med forslaget har fokus på grønne investeringer, synes jeg det er svært at komme udenom malerfaget. Der bygges rigtig meget i træ, som er vigtigt at bevare – vinduer, døre, udhæng og hvad træ ellers bruges til i dagens byggeri – og derfor giver det mening at vedligeholde det.
- Vi skal bevare fremfor at bygge nyt, siger han.