Transportministeren gør op med forældede love

Transportministeren gør op med forældede love

Thomas Danielsen foreslår at fjerne 76 love, 132 cirkulærer og 43 bekendtgørelser på Transportministeriets område

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Mange rynkede på brynene, da det tidligere folketingsmedlem fra Fremskridtspartiet omkring årtusindskiftet foreslog annullering af 136 gamle love, der var ”forældede og uden retlig nødvendighed”.

Nu er det transportminister Thomas Danielsen (V), der i forbindelse med det nye folketingsår foreslår at fjerne intet mindre end 40 procent af Transportministeriets hovedlove.

Han stiller derfor i denne uge et lovforslag, der ophæver 76 love, fordi han gerne vil have, at lovgivningen er ”så simpel og gennemskuelig som muligt”:

- Vi skal ikke have mere lovgivning end højest nødvendigt. Det er til gene for både virksomheder og borgere. Derfor har jeg besluttet at fjerne overflødig lovgivning, siger transportministeren.

Anlæg, som ER anlagt
De pågældende love er blandt andet anlægs- og projekteringslove af veje og jernbaner, som allerede er anlagt.

Der er i dag 195 gældende såkaldte hovedlove på Transportministeriets område, og vedtages lovforslaget om ophævelse af de 76 gamle love, reduceres antallet af ministeriets love med knap 40 procent.

Udover lovene ophæver transportminister Thomas Danielsen 132 cirkulærer, cirkulæreskrivelser, meddelelser og vejledninger.

Endeligt er 43 forskellige bekendtgørelser om køretøjers indretning og udstyr ophævet og erstattet af én samlet bekendtgørelse, som trådte i kraft 1. juli 2024

2/10 2024