Med et såkaldt ’ergomurerstillads’ kan man arbejde flere steder på én gang
Opførslen af Håndværkskollegiet i Horsens er i fuld gang, og de første spirende håndværkere kan se frem til at flytte ind fra september i år. Aros Stillads har kunnet spare både tid og kræfter takket være det fleksible og ergonomiske Peri Up Flex-stillads
Byggeriet af Håndværkskollegiet i Horsens skal afspejle de kommende beboere og deres stolte håndværksfag. Derfor er der fra totalentreprenøren Nordsterns side lagt vægt på en høj håndværksmæssig kvalitet og flot arkitektur.
Opmærksomheden på håndværkerne og deres arbejdsforhold kommer bl.a. til udtryk i valget af stillads. Det fortæller Tommy Bugge, som er medindehaver af Aros Stillads, der har stået for stilladsentreprisen i projektet.
- Jeg fremlagde for mureren og entreprenøren, at det ergonomiske stillads, Peri Up Flex, ville være det helt rigtige valg til byggeriet. Det sparer mureren for mange løft om dagen, fordi han ikke skal flytte hele dæklaget, men kun konsoldækkene. Det gør arbejdet både nemmere og hurtigere for alle parter, siger Tommy Bugge.
Hos Peri kan de nikke genkendende til de fysiske fordele ved netop deres Peri Up Flex-stillads, der i daglig tale også bliver kaldt et ergomurerstillads:
- Stilladset er mere ergonomisk for en murer, der udfører sit arbejde mellem knæ og skulderhøjde. Det har en indvendig konsol, som kan flyttes for hver meter, forklarer Dennis Ingemann Jensen, der er salgsingeniør for stilladser hos Peri.
Sparer måneders arbejde
Lige netop denne type stillads har været fordelagtigt, fordi man har haft mulighed for at lave en totalinddækning af byggeriet.
- Med inddækningen har man kunnet udføre flere processer samtidig. Man kunne f.eks. lave tag og vinduer, imens murerarbejdet var i gang. Det sparer måneders arbejde, siger Dennis Ingemann Jensen.
Peri Flex giver nemlig murerne en høj grad af fleksibilitet både i opsætningen og udførslen af arbejdet.
- Den øgede fleksibilitet er meget bedre for mureren og ergonomien, og det er også derfor, vi kalder det et ergomurerstillads. Det var dog nyt for mange af murerne at skulle prøve stilladset, fortæller Tommy Bugge, der selv har brugt systemet i mange år.
Han tilføjer:
- Det krævede en omstilling at gøre noget andet end det, de plejer, men der var stor tilfredshed med løsningen.
Det ergonomiske Peri Up Flex-stillads giver mulighed for helt nye arbejdsgange, der byder på mere frihed:
- Med den gamle metode er mureren meget låst til et sted, hvorimod han med ergomurerstilladset kan arbejde flere steder på én gang, fortæller Tommy Bugge, der dog tilføjer, at Peri Up Flex-stilladset er en tilvænningssag:
- Det er en omstilling for mureren, for det er langt fra det, han plejer at gøre. Han skal ind i en ny arbejdsvane, siger han.
Et grønt byggeri
Kollegiet er bygget ud fra store, grønne ambitioner, der skal afspejle fremtidens byggeri. På den måde får de kommende håndværkere miljøvenlige materialer, genanvendelse og morgendagens byggeformer helt ind under neglene i de nye boliger.
Den bæredygtige tankegang kommer bl.a. til udtryk i materialevalget, hvor byggeriet er beklædt med genbrugsmursten. Indvendigt er der anvendt en konstruktion i CLT, og det er totalentreprenøren Nordsterns første byggeri i de stærke massivtræselementer bestående af brædder limet sammen i lag. Sammenlignet med materialer som f.eks. beton eller stål har træ et lavere klimaaftryk.
Byggeriet forventes færdigt i slutningen af 2023, hvor 84 fremtidige håndværkere kan flytte ind i lejlighederne. Her kan de også benytte fællesarealer og værkstedsfaciliteter til at bygge gode relationer og udvikle deres faglighed.
-dc