Aarhusiansk VA-specialist på lokalt opkøbDirektør i Vandmand Torben Andreasen og kommerciel direktør i ScanPipe Mikael Lundgaard ser frem til at få Vandmand godt integreret i ScanPipe.

Aarhusiansk VA-specialist på lokalt opkøb

ScanPipe udvider nu med opkøbet af Vandmand sin ekspertise inden for vandforsyning

Vandmand har mere end 40 års erfaring i branchen, og den østjyske virksomhed leverer en bred vifte af produkter og løsninger til vandforsyning samt en række relaterede rådgivningsservices.

Hos ScanPipe betragtes opkøbet af Vandmand som et naturligt strategisk skridt mod at styrke virksomhedens produktudbud og rådgivningskompetencer:

- Vandmand har gennem mange år opbygget et solidt ry som en pålidelig samarbejdspartner med fokus på effektiv rådgivning, god service og leveringssikkerhed.

- Det flugter perfekt med ScanPipes værdier og mål om at levere de bedste løsninger på markedet, og vi ser frem til at kunne tilbyde vores kunder endnu mere specialiseret viden inden for det nicheområde, som vandforsyning nu engang er, siger Mikael Lundgaard, kommerciel direktør i ScanPipe.

Med overtagelsen af Vandmand kan ScanPipe tilbyde et bredere sortiment af vandforsyningsprodukter og -løsninger til sine kunder, hvilket vil styrke vækstvirksomhedens position som en komplet leverandør af VA-løsninger.

Direktør i Vandmand, Torben Andreasen, ser opkøbet som en vigtig milepæl for begge virksomheder:

- Vi er stolte over at blive en del af den veldrevne ScanPipe-koncern, og vi ser et stort potentiale i at kunne bringe vores ekspertise ud til et større marked. ScanPipes landsdækkende tilstedeværelse giver os muligheden for at udrulle vores services og produkter til flere kunder i hele Danmark.

I forbindelse med overtagelsen d. 1. november 2024 flytter Vandmand fra de nuværende lokaler i Lystrup til ScanPipes nye Aarhus-afdeling i Brabrand, og de erfarne Vandmand-medarbejdere vil blive integreret i ScanPipes organisation.

Overtagelsen træder i kraft pr. 1. november 2024.

-dc

28/10 2024