Regeringens skaber usikkerhed om tilskud til varmepumper
Ifølge et svar fra klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (RV) til Mathilde Hjort Bressum (V) vil regeringen efter nytår ikke længere støtte udfasningen af gasfyr til varmepumper
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Mathilde Hjort Bressum har spurgt ministeren, om hun har ændret mening i forhold til, at det er relevant at understøtte danskernes udfasning af gasfyr i private hjem til fordel for varmepumper.
Hun henviser til, at regeringen vil omprioritere det samlede støttebeløb til varmepumper på 185 millioner kroner årligt i 2027-2029 til en samlet elektrificeringspulje.
Slut med gas i 2035
Ministeren fastslår, at det er regeringens mål, at der i 2035 ikke er husholdninger, som opvarmes med naturgas og olie:
- Individuelle varmepumper spiller en afgørende rolle for at nå dertil. Særligt i områder uden fjernvarme kan individuelle varmepumper være relevante. Det gælder eksempelvis i landdistrikterne, hvor der er længere afstand mellem boligerne, skriver Samira Nawa i sit svar.
Samlet ramme til elektrificering
Regeringen foreslår med finanslovsforslaget 2027 at omprioritere den afsatte ramme til varmepumper til en ”samlet ramme til elektrificering”
Regeringen vil dog ifølge ministeren fortsat accelerere udfasning af gas- og oliefyr – blandt andet via tilskud.
Men elektrificeringsrammen skal bruges på initiativer i sektorer, hvor el kan erstatte fossile brændsler:
- Det gælder også varmesektoren, hvorfor rammen muliggør fortsat støtte til individuelle varmepumper, skriver ministeren.
Nyt tilskudssystem
På længere sigt arbejder regeringen for at erstatte de nuværende tilskud til grøn varme med et nyt tilskudssystem. Det skal særligt målrettes husstande med lave ejendomsværdier eller andre situationer, hvor det eksempelvis på grund af en lav indkomst er svært at finansiere omstillingen væk fra olie- og gasfyr.
- Det er samtidig vigtigt at sikre en god balance mellem fjernvarme og individuelle varmepumper, så de relevante grønne opvarmningsformer udrulles dér, hvor det giver mening for borgerne og for samfundet. Regeringen har ikke truffet beslutning om den konkrete udmøntning af elektrificeringsrammen endnu, slutter Samira Nawa.