Krav om dokumentation ved indførsel af stål
EU-Kommissionen har vedtaget nye krav til dokumentation ved import af stålprodukter til EU
Af Dan Bjerring
Der anvendes fortsat meget stål i byggesektoren, og derfor skal virksomhederne være opmærksomme på, at importører fra det kommende månedsskifte i toldangivelsen skal oplyse, hvilket land stålet oprindeligt er blevet smeltet og støbt i.
Det kaldes også ”melt and pour”, og oplysningen skal kunne dokumenteres, hvis varen skal ind på EU-markedet.
Den vigtigste dokumentation bliver et værkscertifikat, også kaldet et ”Mill Test Certificate”, der skal vise både smelte- og støbeland samt chargenummeret – på engelsk ”heat number” – for det importerede stål.
Alternativ dokumentation
Hvis værkscertifikatet mangler oplysninger om smelte- og støbeland eller chargenummer, kan toldmyndighederne dog i en overgangsperiode godkende anden dokumentation.
Det gælder også, hvis importøren slet ikke kan fremlægge et værkscertifikat.
Den alternative dokumentation kan blandt andet være:
• Fakturaer
• Følgesedler
• Kvalitetscertifikater
• Klausuler i gennemførte indkøbsordrer
• Kontrakter
• Langtidserklæringer fra leverandører
• Omkostningsregnskaber og produktionsdokumenter
• Tolddokumenter fra eksportlandet
• Forretningskorrespondance
• Produktionsbeskrivelser
Reglerne strammes
Det er dog en betingelse, at dokumenterne indeholder oplysninger om både smelte- og støbeland samt chargenummer.
Fra 1. oktober 2027 bliver reglerne strammet. Herefter kan de nævnte dokumenter ikke længere bruges som selvstændig dokumentation, men kun som supplement til et værkscertifikat.
Told på 50 procent
Formålet med stålforordningen er ifølge TEKNIQ at beskytte EU’s stålmarked mod konsekvenserne af den globale overkapacitet på stålområdet.
Reglerne skal blandt andet modvirke, at handel omdirigeres på en måde, der skader den europæiske stålindustri.
Forordningen fastsætter toldfrie kvoter på 18,3 millioner tons stål. Import ud over kvoterne bliver pålagt en told på 50 procent.
Reglerne gælder for alle oprindelseslande med undtagelse af EØS-landene. EØS-landene er dog fortsat omfattet af kravet om sporbarhed for, hvor stålet er smeltet og støbt.