Årets varebil er blevet opdateret
Om ikke ret længe kan Renault Kangoo i el-udgaven fås i en opdateret udgave. Der er stadig store, åbenlyse mangler, men vi nærmer os noget, der kan blive rigtig godt
Af Jørli Petersen
Renault er pioner med el-biler, og det er 10 år siden, vi så den første model Renault Kangoo Z.E., der vendte op og ned på begrebet elektrisk varebil.
Den første model Z.E. har solgt utrolige 70.000 eksemplarer. Det fremhæver vi, fordi vores oplevelse var, at så god var Z.E. trods alt heller ikke. Som det altid er tilfældet med el-biler, var det et spørgsmål om rækkevidde, hvilket viste sig helt fra start, da vi hentede den første prøvebil til test i Danmark.
Efterfølgeren til Kangoo Z.E. hedder Kangoo Van E-TECH, og der er sket flere forbedringer. Vigtigt for en varebil med begrænset rækkevidde er en effektiv lader, og her er ny Kangoo ellert tilsyneladende så skrap, at man med lidt behændighed kan give bilen en ekstra gang 80 % kapacitet i løbet af en almindelig arbejdsdag, hvis man vel at mærke kan tilrettelægge sin kørsel optimalt.
Den nye Kangoo Van, der selvfølgelig kan fås uden midterstolpe, er udstyret med en 122 HK motor, der lægger 245 Nm fra stående start.
Kangoo ellert vil med tiden kunne fås i to versioner. Den første, vi ser, er den korte model. Bilen har en nyttelast på 600 kg, og varerummet er helt identisk med det, vi finder på den traditionelle Kangoo, der er Årets Varebil i Danmark. Denne nye el-Kangoo spillede endda sin egen diskrete rolle i selve kåringen, for alle vidste, at bilen ville være klar i 2022.
Rækkevidden på Kangoo Van E-TECH oplyses til 300 km efter WLTP-metoden. Det lyder som en brugbar varebil til kørsel i byerne, men det er også en ganske pæn udnyttelse af en batteripakke, som ikke er større end 45 kWh.
Tilgivet for sløj rækkevidde
Sammen med Kangoo som ellert viser Renault en forbedret udgave af den fuldt elektriske Master, og sandt at sige var det tiltrængt. Med en 76 hestes motor og et 52 kWh batteri kan den nu komme op på 200 km rækkevidde efter WLTP-metoden, og som det er tilfældet med alle andre elektriske varebiler i den største klasse, er det slet ikke godt nok.
Men Renault er tæt på fuld tilgivelse, for sammen med lancering af Kangoo som el-varebil, viser Renault den Master, der kører på brint, og så snart man bare kan tanke og køre videre, er alle problemer løst. På den måde er tung transport med el-motor ikke længere et problem.
Sidste spørgsmål om Renault Master på brint mangler at blive besvaret, men vi forsøger med et gæt. Den bliver vist for den undrende offentlighed i løbet af den tidlige sommer, og bilen har officiel debut på den store IAA udstilling i Tyskland til september.
Når alt det officielle er overstået, er det tid til at få solgt nogle biler, og hvis vi er heldige, vil de første Master H2 dukke op i Danmark i løbet af det meget sene efterår. På det tidspunkt vil Renault som de første kunne tilbyde en varebil som både kan fås som traditionel varebil med forbrændingsmotor, som ren el-bil og som brintbil.