Bygma Amager er vokset til dobbelt størrelseDen eksisterende butik har fået følgeskab af en tilbygning, så Bygma Amager fremadrettet kommer til at råde over 1300 m2 butik. Renoveringen af den nu tomme, oprindelige butik er færdig d. 23. april.

Bygma Amager er vokset til dobbelt størrelse

Medarbejdere og kunder har fået næsten dobbelt så meget plads at boltre sig på hos Bygma Amager, der har øget butiksarealet med ca. 700 kvadratmeter

Af Louise S. Strøbech

Efter syv gode år hos Bygma Amager var der behov for mere plads til både kunder, varesortiment og medarbejdere. Den nye butik er indrettet, og nu får den gamle butik en overhaling, så de to lokaler på tilsammen ca. 1300 m2 kan fremstå som en samlet enhed. Det fortæller direktør Hans-Henrik Ottosen, der også har fået bygget en ny hal til bl.a. døre samt produkter og materialer til murerne. Også tømrerne får mere plads, nu hvor materialerne til murerne er flyttet over i den nye hal.

- Vi er et proffcenter med 40 ansatte, og faciliteterne var simpelthen blevet for små. Vi har eksisteret siden 2012, hvor jeg også selv startede og har siden vækstet med 70 %. Det har vi bl.a. opnået ved at være særligt dygtige på kloakdelen, og fordi vi har mange tømrer-, murer- og entreprenørkunder. Jeg vil tro, vi er den butik på Sjælland, der har mest fokus på murere, entreprenører og kloak, og dem vil vi nu kunne betjene endnu bedre, siger direktøren, der forventer, at forretningen vil øge omsætningen markant indenfor de næste par år, siger Hans-Henrik Ottosen til fagbladet Puff.

Med de 700 m2 ekstra plads kan proffcenteret fremadrettet få plads til hele Bygmas standardsortiment. Det har ikke tidligere været muligt pga. pladsmangel.

- Ved at udvide kan vi få bedre fat på kunderne med et større udvalg indenfor f.eks. beslag og isenkram. Med fuldt sortiment og noget ekstra på hylderne undgår vi, at kunderne kører til de af vores konkurrenter, der har et bredere sortiment, siger Hans-Henrik Ottosen, der forventer, det især vil kunne mærkes for top 50-kunderne

Artiklen fortsætter under billedet...
Direktør Hans-Henrik Ottosen i den nye butik, der bl.a. giver Bygma Amager mulighed for at udvide sortimentet til både tømrer-, murer-, kloak- og entreprenørkunder.

Elever flyttede varerne
I midten af februar fik butikken på Tømmerupvej besøg af en håndfuld salgstrainees fra andre Bygma-forretninger på Sjælland. I løbet af en uge flyttede de alle varerne fra den eksisterende butik over i den nye.

- Det er benhårdt arbejde, og de bliver beskidte, men de vil det rigtig gerne, og både socialt og læringsmæssigt giver det god mening. Det er noget, vi ofte gør; låner elever af hinanden. Så får de indblik i varerne, får dem i hånden og lærer en anden forretning at kende, end den de er i lære i, siger Hans-Henrik Ottosen, der er født, opvokset og udlært som trælastsælger på Amager, men var væk fra øen i 25 år, mens han arbejdede for bl.a. Stark og Brødrene Dahl.

- Det var meget sjovt, da jeg kom tilbage til Amager i 2012, for der var stadig en fire-fem kunder tilbage fra den gang

louise@odsgard.dk

2/4 2019