Håndværkerne vil genanvende mere i 2025

Håndværkerne vil genanvende mere i 2025

Byggeriets aktører har stort fokus på behovet for og mulighederne i genanvendelse. To ud tre håndværkere svarer i en rundspørge, at de forventer at bruge flere genanvendte byggematerialer i 2025 end i 2024

Ifølge Realdania-tal fra 2021 bliver der hvert år genereret lidt over 5 mio. ton bygge- og anlægsaffald i Danmark, hvilket svarer til ca. 40 % af alt affald i Danmark. Men kun lidt over en tredjedel af det genanvendes.

Der er med andre ord store muligheder i genanvendelse af bygge- og anlægsaffald.

Det ser da også ud til, at genanvendelsen i byggeriet vil stige. I hvert fald hvis man spørger håndværkerne.

To ud af tre af dem svarer i en rundspørge foretaget forud for Byggeri'25, at de forventer at bruge flere genanvendte byggematerialer det kommende år.

- Der er fortsat et meget stort potentiale i genanvendelse af bl.a. byggematerialer, og der er ikke mindst stor interesse hos de udførende for at komme videre i den udvikling, der er i gang.

- Derfor har vi også både generelt og på årets byggerimesse genanvendelse og bæredygtighed højt på agendaen, siger Palle Thomsen, adm. direktør fra Danske Byggecentre, der arrangerer Byggeri'25, som afholdes i dagene 18. til 21. marts i Messe C i Fredericia.

Det gælder bl.a., når de tre paneldeltagere Søren Tscherning, Berit Juhler Gredal og Peter Glob i Renoverprisens paneldebat diskuterer, hvordan genbrugte byggematerialer og bygningsdele kan blive en nøgle til fremtidens bæredygtige byggeri.

Samt når bygningskonstruktør Frederik Gade Lind, bæredygtighedskonsulent hos Enemærke Petersen, og formand for Konstruktørforeningen Kirsten Nielsen, bl.a. diskuterer, hvordan man kan projektere og bygge med en blanding af nye og genbrugte materialer.

- Byggerimessen er branchens samlingssted. Det er her både de projekterende og de udførende kommer for at se og høre nyt om materialer, værktøjer og løsninger og for at møde leverandørerne.

- Det er også her de kommer for at høre om fremtiden, tendenserne og udviklingen i byggeriet, så genanvendelse, renovering, biogene materialer, klimakrav og meget andet er naturligt en central del af Byggeri'25, siger Palle Thomsen.

-dc

4/3 2025