Isover
scroll
København prioriterer nye og eksisterende idrætsanlæg i ny budgetaftale Aftalen er indgået af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

København prioriterer nye og eksisterende idrætsanlæg i ny budgetaftale

I budgetaftalen har politikerne bl.a. sat en halv milliard kroner af til at sikre, at kommunens mange kultur- og idrætsfaciliteter vedligeholdes løbende og i bedre tid

Det skal være slut med lappeløsninger og pludselige nedlukninger af idrætsanlæg og kulturhuse, og der er afsat midler til at planlægge og forberede en lokalplan for hele udviklingen af ’Idrætsbyen’ i og omkring Valby Idrætspark.

Politikerne bag den nye budgetaftale i Københavns Kommune har landet en aftale, der både prioriterer idrætten og kulturen.

Den helt store investering på kultur- og fritidsområdet er en halv milliard til en model, der skal sikre, at kommunens mange kultur- og idrætsfaciliteter vedligeholdes løbende og i bedre tid.

Det inkluderer blandt andet badeanlæg, biblioteker, idrætsanlæg, museer og kulturhuse.

- Det kan lyde kedeligt, men jeg er virkelig glad for, at vi sikrer en halv milliard til en fast vedligeholdelsesplan for byens idrætsanlæg og kulturhuse, så vi undgår lange nedlukninger af vores haller og baner i fremtiden.

- Det er både økonomisk og klimamæssigt mere ansvarligt – og det betyder færre gener for borgerne, siger kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (RV).

Som en del af modellen er der også afsat midler til at udskifte tre nedslidte kunstgræsbaner i Ryparkens Idrætsanlæg, Nørrebroparken og Sundby Idrætspark allerede til næste år.

Blandt de andre overskrifter på kultur- og fritidsområdet er en forundersøgelse af et muligt bud på både Ungdoms OL og et værtskab for et OL på den lange bane.

- For et par år siden lancerede jeg visionen om at få det mindste og mest bæredygtige OL nogensinde til Danmark. Nu går vi videre med at undersøge, hvad det vil kræve, og det bliver virkelig spændende at følge, siger kultur- og fritidsborgmesteren.

Som en del af budgettet er der også afsat penge til at udarbejde af en lokalplan og realisere udviklingsplanen af den såkaldte Idrætsby i og omkring Valby Idrætspark med opgraderede idrætsfaciliteter, boliger og erhverv.

Og allerede til næste år vil planlægningen af en ny tribune med klubhusfunktioner i Valby Idrætspark gå i gang.

-dc

9/9 2024