Spirende ideer belønnes med kontant støtte og netværk - nu kan der ansøgesTegnestuen Agenda med Cecilie Esper og Christina Ahm modtog Spirekasselegatet for deres projekt Jorden er giftig, da det blev uddelt i foråret 2024. Foto: Kontraframe.

Spirende ideer belønnes med kontant støtte og netværk - nu kan der ansøges

Har du en idé, der kan gøre byggeriet mere bæredygtigt, produktivt eller innovativt? Er du vild med at eksperimentere og prøve nye ideer af? Så er det nu, du skal søge Boligfonden Kubens Spirekasselegat

Byggeriet står i en brydningstid, hvor emner som bæredygtighed, digitalisering og produktivitet fylder som aldrig før. Det kræver nye indgangsvinkler til materialer, æstetik og processer. Det kræver eksperimenter og nye talenter.

Det mener Boligfonden Kuben, der har stiftet Spirekasselegatet, som hylder den gode idé og eksperimentet. Legatet er på 25.000 kroner og kan søges af alle, som har en god idé til at gøre byggeriet bedre.

- Vi vil gerne slå et slag for eksperimentet og de gode idéer, som har potentialet til at gøre byggeriet bedre. Derfor støtter vi iværksættere, som har et problem, de vil udforske, afprøve og blive klogere på.

- Det skal ikke være perfekt. Tværtimod er vores legat tænkt som en spirekasse, hvor de gode ideer kan gro og forhåbentlig vokse sig stærke, siger direktør i Boligfonden Kuben, Sidse Buch.

Netværk og mulighed for flere legater
Spirekasselegatet er bygget op som en trappe, hvor ansøgere kan få 25.000 kroner i første runde. Viser idéen sig at have potentiale til at vokse sig større, kan legatmodtagere søge støtte til forretningsudvikling, patenter, mentorer og lignende på niveau 2 og niveau 3.

Derudover får legatmodtagerne adgang til et netværk med ligesindede, hvor de kan udveksle ideer og få faglig sparring.

- Det er meget inspirerende at se, hvordan vores legatmodtagere danner netværk på kryds og tværs. Vores grønne iværksættere har netop dannet en sammenslutning med støtte fra os, som skal være med til at fremme nye materialer i byggeriet, siger Sidse Buch.

Bredt ansøgerfelt
Ansøgerfeltet til Spirekasselegatet favner bredt. Her er ingeniørstuderende med en god idé, håndværkere med innovative redskaber, arkitekter med æstetiske visioner og business studerende, som har set et hul i markedet.

Nogle projekter er allerede ude på markedet, mens andre stadig er på idéstadiet. Et af de projekter er Jorden er Giftig, udviklet af tegnestuen Agenda ved Cecilie Esper og Christina Ahm.

Det er et kunstnerisk pilotprojekt, der har til formål at synliggøre og finde nye anvendelser for forurenet jord.

- I projektet udnytter vi udvalgte planters evne til at optage tungmetaller fra forurenet jord. Når planterne brændes, opnår man en tungmetalholdig aske, som kan blandes i keramisk glasur og skabe farverige overflader.

- Glasuren kan anvendes på fliser i byens rum og fungere som et æstetisk og håndgribeligt vidnesbyrd om jordforurening – en problematik, der ellers ofte er usynlig og derfor svær at forholde sig til.

- Spirekasselegatet har givet os mulighed for at videreudvikle ideen og blive klogere på, hvordan vi kan tage skridtet fra idé til virkelighed, siger Christina Ahm.

-dc

3/10 2024