Stjernearkitekten er død
Det er tid til at afmontere myten om top-arkitekten, der skaber nye signaturværker. Det mener Kjetil Trædal Thorsen, grundlægger af Snøhetta, og Anders Lendager, grundlægger og kreativ direktør i Lendager Arkitekter
Stjernearkitekten er gået fra at være en helt til vor tids skurk. Det er tid til at afmontere myten om top-arkitekten, der skaber nye signaturværker. Det mener Kjetil Trædal Thorsen, grundlægger af Snøhetta, og Anders Lendager, grundlægger og kreativ direktør i Lendager Arkitekter, som gæster Building Green CPH den 30. oktober til en samtale om, hvorfor vi skal bevare fremfor at bygge nyt.
Det er to arkitekter i superligaen, der indtager scenen på Building Green CPH, men ideen om arkitekten som en helt, der skaber landemærker, verden ikke har set før, abonnerer de ikke på. Tværtimod mener de, at vi skal begynde at forstå arkitektens rolle på en ny måde:
– Den heroiske superarkitekt, vi har skabt, er blevet skurken. De superkræfter, vores helt havde, er det, vi nu frygter allermest.
Vi har bygget monumenter med gigantiske CO2-udledninger fuldkommen afkoblet fra problemstillingen, som er, at vores branche har en stor anpart i den globale klimakrise. Heltefiguren er nu den, der kan finde de lyspunkter, som de næste generationer kan motiveres af. Det er den rene heltegerning – og den skal være afkoblet et ego og koblet på et samarbejde, udtaler Anders Lendager.
Dette nye syn på arkitekten deler Kjetil Trædal Thorsen:
– Ideen om at stjernearkitekten arbejder alene er falsk, for når vi skaber arkitektur, sker det altid i et kollektiv. Den er også udtryk for en privilegeret og forældet måde at tænke arkitektur på. Mange steder i verden har man ikke adgang til mad og vand, for ikke at tale om egen bolig. Som de rige nationer er vi nødt til at ændre vores arkitektursyn, for det er ikke retfærdigt, at vi lægger så stort et pres på planeten i vores del af verden, vi må tænke på mennesker i resten af verden.
En broget kasse fyldt med fejl
Kjetil Trædal Thorsen og Anders Lendager er enige om, at arkitekten skal begynde at se værdien i det, der findes.
Det betyder, at vi skal transformere og bevare vores bygninger, materialer og kulturarv. Ifølge Kjetil Trædal Thorsen er opmærksomhed på det, der findes i forvejen hele præmissen for at skabe arkitektur:
– Man skal kende sin historie for at udvikle nyt. Desuden bygger man altid i en kontekst, en by er altid opført i et landskab. Naturen er der allerede – byen kommer til. Det afgørende er, at man har en sensibilitet over for det, der allerede findes på stedet. Arkitektur handler om at forstå den kontekst, man bygger i.
Når det kommer til sensibiliteten for konteksten, peger Anders Lendager på materialernes historie:
– Når vi taler om at bevare kulturarv, tænker vi på at bevare et slot eller en herregård. I stedet skal vi tale om at bevare en materialemæssig arv og kigge på, hvilken kulturhistorisk reference fx vinduerne eller gulvene i en bygning har. På den måde kan beboerne også koble sig til fortællingen.
Ifølge Anders Lendager er der fortsat modstand i branchen imod den nye æstetik, der følger af at bygge på en ny måde:
– Det er op til arkitekterne, hvornår vi skifter til den nye måde at tænke kulturarv på, fx materialemæssige historiske træk i en aluminiumplade fortolket ind i et moderne byggeri. I dag står branchen i vejen, for forventningen er en hvid kasse uden fejl, men vi skal i stedet se skønheden i en broget kasse fyldt med fejl.
Fra lille til stor skala
De to frontløbere er enige om, at driveren for mere genbrug og transformation er skalering – og at det kræver lovgivning. Mens vi venter på lovgivning, mener de to frontløbere, at vi skal blive bedre til at passe på det, der allerede findes.
Scaling for Enough er temaet på Building Green CPH, hvor aktører på tværs af byggebranchen er samlet for at søge svar på spørgsmålet: ”Hvordan kan vi skalere gode løsninger uden at gå på kompromis med planetens velvære?”
-kis
