Voldsom global vækst hos Dalux
Super-software til byggepladser er blevet en global succes for Dalux, der leverer digitale løsninger til dokumentation på byggepladser
Af Kim Sejr, journalist
Dalux kom ud af regnskabåret 23/24 med en bruttofortjeneste på 345 mio. kr. mod 218 mio kr. året før, en vækst på nær 60 procent, mens nettoresutatet blev på 42 mio. kr. mod 26 mio. kr. året før. På fem år har virksomheden fem-doblet sin vækst - fra en bruttofortjeneste på 69 mio. kr. i regnskabsåret 19/20.
Baggrunden for virksomhedens markante vækst er en digital løsning til dokumentation på byggepladserne, der udføres med et hjelmmonteret 360-graders kamera, der leverer billeder ind i software.
Kun halvandet år efter lanceringen af løsningen Dalux Field SiteWalk til at dokumentere fremskridt på byggepladser, bruges det allerede i 30 lande og over hundrede byggepladser i Danmark. Virksomhedens succes med de digitale løsninger til byggeriet har gjort Dalux til Europa største virksomhed inden for BIM, Bygnings Informations Modellering.
Dalux-løsningen er den mest brugte Bygge-app i Europa og har over en million brugere i 150 lande med betalende kunder i de 55, og hver dag tages der 150.000 billeder med den digitale løsning.
Stort vækstpotentiale
Selvom virksomhedens omsætning er vokset 60 procent årligt i gennemsnit de sidste ni år, så er der ifølge administrerende direktør Torben Dalgaard ikke nogen grænse for væksten.
-Potentialet er fortsat enormt til at gør det meget bedre i byggeprocessen i alle lande, men vor begrænsning er evnen til at kunne følge med selv som organisation og at kunne have de rigtige medarbejdere, der føler, at de har en god arbejdsplads, det er meget vigtigt for os, siger Torben Dalgaard.
-Virksomhedens løsninger er mest udbredt på de skandinaviske markeder, men væksten er størst i en lang række lande i Europa, så som Tyskland, Polen, Frankrig, Italien osv, så vi er godt positioneret i Europa med fortsat høj vækst. Vi er også godt på vej i Sydamerika, hvor vi netop har oprettet et kontor i Chile og vi har også et godt salg i såvel Canada, USA og en række lande i Asien. Når vi endnu ikke har oprettet kontorer på en række af disse udnelandske markeder, så er det netop for, at vi også selv skal kunne følge med, siger Torben Dalgaard.
Med en så markant vækst og indtog på alle markeder skulle man tro, at der ikke rigtig var nogen konkurrence, men det er ingenlunde tilfældet:
-Der er masser af konkurrence. Jeg tror, at der er de første 1000 apps til at foretage fejl-og mangelregistrering på byggepladser, men vores løsning er blot stadig teknologisk overlegen samtidig med, at den er meget brugervenlig, fremhæver Torben Dalgaard.
Løsningerne
Dalux Field SiteWalk registrerer fremskridt på byggepladser ved hjælp af en medarbejder, der går en rundtur med et hjelmmonteret 360-graders kamera. Billederne fra kameraet kortlægges automatisk og herefter kan byggeteams se den aktuelle status på byggeriet fra kontoret og sammenligne byggepladsen med BIM-modellen for at vurdere, om arbejdet skrider frem planmæssigt og er bygget korrekt.
Dalux Box, er en "projektweb" til byggebranchen. Det er den centrale samarbejdsplatform, der leverer opdaterede tegninger og BIM-modeller til byggeriets parter. Box tilgås via en webbrowser, en PC-app eller på mobile enheder (iOS og Android). Box organiserer al projektinformation i mapper, så et design- og byggeteam kan se, gennemgå og godkende tegninger og BIM-modeller.
Dalux Helpdesk: App’en som medarbejdere bruger i større virksomheder og det offentlige, når de skal melde fejl og mangler, som de normalt ville have kontaktet viceværten for at løse.
Hvad er BIM
BIM står for Bygnings Informations Modellering. Det er en integreret metode til at digitalisere byggeprocessen. Igennem hele byggeriets livscyklus, fra ide til nedrivning, vil digitale bygningsmodeller være omdrejningspunkt for alle byggeprojektets aktiviteter og samarbejdet mellem de forskellige parter. BIM er både en model og en arbejdsmetode. BIM betyder tættere samarbejde mellem parter og forgrener sig ud til hver aktør, der deltager i et projekt.