BS60 brænder ud i 2019
Den europæiske standard indenfor branddøre, EN16034, bliver harmoniseret i efteråret 2016, hvorefter der vil være en overgangsperiode på 3 år til at overholde de europæiske krav, hvis man vil sælge en branddør i Danmark
Den århusianske dørproducent Door System A/S har igennem de sidste 3 år satset massivt på at udvikle og teste branddøre efter den nye EN standard.
Kort fortalt er den store forskel mellem den europæiske standard EN16034 og den danske standard DS 1052.2, at kravene er væsentlig skærpet i forhold til, hvad en dør skal kunne klare. Eksempelvis bliver en dør testet fra begge sider mod tidligere kun 1 side (typisk bagsiden). Ønsker man i tillæg at tilføje elementer til døren, som eksempelvis et vindue, så kræver det en fysisk test af vinduet monteret i døren, før man kan godkende løsningen med vindue.
Tidligere kunne man nøjes med at teste en 1-fløjet dør og efterfølgende få godkendt døren, som 2-fløjet dør. Denne praksis forsvinder også med indførelsen af den europæiske standard, så fremover skal både en 1-fløjet og 2-fløjet dør testes.
Væggen har betydning
- Vi har investeret store summer i brandtest. Det betyder, at i dag er helt fremme, når det gælder udvikling af EI260 døre, udtaler direktør i Door System A/S, Preben Søndergaard.
Med de erfaringer som Door System har gjort sig, giver det ifølge Preben Søndergaard rigtig god mening, at man fysisk skal teste en 2-fløjet dør.
Preben Søndergaard forklarer, at samlingen mellem de 2 dørblade er utrolig udsat i tilfælde af en brand, og det har krævet nogle ekstraordinære tilpasninger for at få døren til at holde de 60 min, som der kræves for at få døren godkendt til EI260-C.
Væggen, som branddøren bliver monteret i, er heller ikke uden relevans. Faktisk må man ikke installere en EI260-C branddør i en panelvæg, hvis ikke døren har været testet i panelvæg. Det skyldes, at en panelvæg i tilfælde af brand vil opføre sig helt anderledes end eksempelvis en betonvæg. Det er derfor vigtigt, at man som bygherre eller bygherrerådgiver er sikker på, at den pågældende dør har de rette godkendelser, som f.eks. godkendt for montage i panelvæg.
Brandsikker med BS60
Direktør Preben Søndergaard mener ikke, at man skal være nervøs over at have en BS60 dør monteret i sin bygning, og det er naturligvis lovligt at sælge BS60 døre frem til oktober 2019.
- Men med de erfaringer, som vi har gjort os i forbindelse med de mange test, som vi har fået foretaget. Jeg mener, at det er helt legitimt at stille spørgsmålstegn ved, om en BS60 dør vil kunne bestå den test, som de nye døre bliver udsat for; specielt når der er tale om en 2-fløjet dør eller, hvis branden opstår fra forsiden, understreger Preben Søndergaard og tilføjer:
- Med den erfaring og viden som vi har tilegnet os i forbindelse med brandtest, syntes jeg at det er tankevækkende, at der ikke tidligere har været et krav at teste en 2-fløjet dør.
EI260 overtager salget
Door System sælger i dag stort set kun hængslede branddøre som EI260 branddøre, hvilket ifølge Salgschef Søren Rahbek giver rigtig god mening:
- Hvorfor vælge en løsning, som er på vej ud og på mange områder slet ikke er fysisk testet. Flere virksomheder er også allerede nu ved at få øjnene op for de nye branddøre, og nogle virksomheder har indledt samarbejde med forsikringsselskaber for at optimere brandsikkerheden i virksomhederne. Vores erfaringer viser, at der kan være rigtig mange penge at spare i form af reduktion i præmier, derudover skal man ikke glemme, at det ligger danske virksomheder meget på sinde at sikre den højeste brandsikkerhed for deres medarbejdere, siger Søren Rahbek.
Door System er i dag leveringsdygtige i EI260-C hængslede døre i både 1-fløjet og 2-fløjet modeller, samt EI260-C skydeporte. Dørene kan leveres med godkendt vindue, foruden en masse andre finesser. Virksomheden leverer branddøre til fødevareindustrien, den pharmaceutiske industri og detailhandlen og eksportere til Skandinavien og England. Udover branddøre producerer Door System også hurtigporte, køle- og frostrumsdøre, svingdøre og alm. ståldøre. Alt leveres i rustfri stål eller galvaniseret stål.
-cmn

Tidligere kunne man nøjes med at teste en 1-fløjet dør og efterfølgende få godkendt døren, som 2-fløjet dør. Denne praksis forsvinder med indførelsen af den europæiske standard.