Byudvikling i et støjbelastet område stiller særlig høje krav
Boligkarreen Solhverv tilbyder beboerne en hverdag, hvor det gode naboskab og livskvalitet er i fokus. Karreen er centreret omkring solens bane fra øst til vest og fokuserer på at integrere det rå, naturlige og autentiske i det arkitektoniske udtryk
I februar blev der tilføjet ekstra liv til bydelen Gellerup, der i disse år er under transformation. Det nye boligområde i Gellerup kaldet Abildhøj dækker foruden Solhverv over Solhusene og Lysvæld.
Abildhøj er en del af projektet Helheden, som er et udviklingssamarbejde mellem PKA Pension og A. Enggaard. Til byggeriet Solhverv er der anvendt Velfac Ribo-løsninger til både døre og vinduer. Velfac leverer også til Lysvæld, der forventes færdigt i 2027.
Den nye bydel har fællesskab og godt naboskab som et helt centralt element, og Nabohuset, et fælles samlingssted for beboerne, fungerer som omdrejningspunkt for fællesmiddage, kreativ udfoldelse eller potentielt udøvelse af yoga.
Dette fokus på social omtanke, trivsel og inklusion bidrager blandt andet til Solhvervs planlagte DGNB Guld-certificering.
- Solhverv og Lysvæld i Abildhøj stræber begge efter at opnå en DGNB Guld-certificering. Derfor har det været utrolig vigtigt for os med en vinduesleverandør, hvor alt materiale til at understøtte dette er klart, nemt og tilgængeligt, fortæller Morten Seberg Kristensen, projektleder fra A. Enggaard.
Det er ikke kun i fællesområderne, at beboernes velvære er helt centralt. I lejlighederne bidrager Velfac Ribo-vinduer og -døre til at bringe dagslyset ind samt til at overholde og sikre lydkravene i det støjbelastede område.
- Det akustiske indeklima er helt afgørende for trivsel og livskvalitet. Byudvikling i et støjbelastet område kræver en målrettet indsats og en dyb forståelse af de akustiske udfordringer. Her er specialiseret rådgivning ikke bare en fordel, men en nødvendighed for at skabe velfungerende og attraktive boliger, siger Morten Seberg Kristensen.
I Abildhøj har solen og dens lys en essentiel rolle. Solhverv er en klassisk karrebygning, men der er indtænkt variation i højderne for at give solen mulighed for at svøbe bygningerne og de tilstødende gårdhaver i lys. Solafskærmning er derfor essentiel.
- I flere af Velfac Ribo-elementerne indgår solglas, som er med til at regulere varme og lysindfald. Samtidig skabes der et stabilt og behageligt termisk indeklima, uden at man går på kompromis med dagslyset, fortæller Svend Åge Nielsen, salgskonsulent hos Velfac.
Til hver lejlighed er tilknyttet enten altan eller terrasse, og vinduer og døre fra Velfac får derved stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Vinduesrammerne står i rå aluminium for at understøtte et naturligt, råt og ærligt facadeudtryk.
- Arkitekterne fra Adept har fokuseret på et naturligt look med respekt for omgivelserne, hvilket kommer til udtryk i bl.a. de rå aluminiumsrammer, siger Morten Seberg Kristensen.
Et valg som ikke er tidstypisk ifølge Svend Åge Nielsen, men som er blevet muligt gennem tidlig inddragelse, dialog og samarbejde:
- De rå aluminiumsrammer er atypiske. Gennem tidlig inddragelse og en åben dialog har det været muligt at arbejde med eksperimentelle løsninger, som både er funktionelle og i tråd med de designmæssige valg og principper, siger han.
-dc