Danmarks bedste glarmester kan lokke unge til et trængt fag
Lærling hos SnoerGlas Ali Hussam El Mohamad vandt lørdag både DM i Skills og arbejdsmiljøprisen. Vigtigt med rollemodeller i et fag som vores, der har svært ved at tiltrække unge, siger hans mester
Glarmestre Snoer og Sønners glarmesterlærling Ali Hussam El Mohamad vandt lørdag eftermiddag DM i Skills i Herning og fik også arbejdsmiljøprisen med hjem. Vigtigt med unge rollemodeller generelt på erhvervsuddannelserne, siger direktør i SnoerGlas.
- Efter 3 dage med bogstaveligt talt blod, sved og næsten tårer kan jeg nu kalde mig landets bedste. Det har været 3 hårde dage, hvor man er blevet testet og jeg har måttet yde det maximale for at nå i mål. Sådan skriver Ali på sin facebookside lørdag eftermiddag efter han vandt DM i Skills for glarmestre i Herning.
Pavestolt mester
Det var en begejstret Ali, der lørdag eftermiddag gav interview til TV2 men også en glad og stolt mester, der tog hjem fra Herning:
- Jeg er pavestolt. Glarmesterfaget har svært ved at tiltrække de unge mennesker, så det er vigtigt at have rollemodeller som Ali, når næste generation af folkeskoleelever skal vælge fag. I dag har Ali med sit håndværk og personlige vedholdenhed gjort Snoer ære og vist at glarmesterfaget og de høje faglige standarder også lever i den kommende generation af glarmestre, siger Torben Snoer, glarmester og direktør i SnoerGlas.
Behov for dobbelt så mange lærlinge
Der uddannes kun mellem 25-30 glarmestre hvert år, men antallet burde være de dobbelte for at holde en sund udvikling i faget.
Udover prisen som bedste glarmesterlærling vandt Ali også branchens arbejdsmiljøpris.
Virksomhedens 4. generation, Tobias Snoer, vandti øvrigt DM i Skills i 2012. Tobias var dengang i lære hos Glarmestre Carl Petersen & Søn i Hillerød
-jhn