Grønne vinduer skal kunne skilles adMaterialefraktioner fra Velfac 200 Energy-vindue

Grønne vinduer skal kunne skilles ad

Tendensen inden for vinduesproduktion peger i retning af cradle-to-cradle og mere genanvendelse, hvor det bl.a. er afgørende at kunne skille vinduerne ad i rene fraktioner

Ifølge Peter Grønlund, der er certificeret bæredygtighedskonsulent og leder af LivingLab by Dovista, udstikker certificeringsordninger som DGNB, LEED og BREEAM allerede nu kursen inden for bæredygtigt byggeri.

Peter Grønlund spår, at certificeringsordninger inden for en nær fremtid vil udgøre en omfattende fælles referenceramme for alle byggebranchens aktører.

- Det gælder ikke mindst på vinduesområdet, hvor de grønne krav til stadighed øges, forklarer Peter Grønlund, der selv er certificeret bæredygtighedskonsulent og forsker i, hvordan vinduer kan være til størst mulig gavn for mennesker, miljø og samfund.

- Bæredygtighed vil forblive den altoverskyggende dagsorden i byggeriet i de næste mange år, og her vil der ikke mindst blive stadig mere fokus på begreber som cradle-to-cradle, og hvordan vi bliver bedre til at genanvende materialerne uden spild. Ikke mindst aluminium, som anvendes i langt de fleste vinduer, er en kostbar ressource, som vi fremover kommer til at værne om i endnu højere grad end nu, lyder det fra Peter Grønlund:

- Det bliver f.eks. fuldstændigt bærende for tegnestuerne, at produkterne kan skilles helt ad i rene materialefraktioner, så man undgår at køre værdifulde ressourcer til deponi. Allerede i dag er ”deponi” jo noget af det værste, du kan sige til en arkitekt om genanvendelsesperspektiverne i et produkt, pointerer bæredygtighedseksperten.

Imødekommende eksempel
Han nævner Velfac 200 Energy-vinduet som et eksempel på et produkt, der allerede i dag imødekommer genanvendelseskravene til byggematerialer i bl.a. DGNB, LEED og BREEAM.

Velfac 200 Energy er fremstillet af naturens materialer og uden brug af opskumning og limning, så vinduet efter endt levetid kan adskilles i de rene materialefraktioner træ, aluminium, glas og metal. Disse kan efterfølgende genbruges til nye produkter.

Derudover er Velfac 200 Energy med 3-lags rude langtidsholdbar og opfylder de forventede energikrav i såvel BR15 som BR20.

Begreber som holdbarhed, multifunktionalitet og ikke mindst indeklima kommer desuden til at spille en stadigt større rolle på vinduesfronten i de kommende år, spår Peter Grønlund. Der er nemlig en voksende bevidsthed både hos producenterne og på tegnestuerne om den afgørende rolle, som vinduernes udformning og funktionalitet faktisk spiller. Ikke mindst i forhold til, hvor rart og behageligt det er at opholde sig inden døre.

- Bæredygtighed er en treenighed af mennesker, miljø og økonomi, og derfor er det ikke kun på materialesiden, at der bliver udviklet og skal udvikles fremover. Også forhold som f.eks. effektiv støjreduktion og indbrudssikring er væsentlige dele af, hvad et moderne og fremtidssikkert vindue skal kunne, ikke mindst i bymiljøer, hvor stadig flere af os vælger at bo, understreger han.

-cmn

16/3 2015