Investering i nye områder har givet vækst
Vinduesproducenten Kastrup A/S har haft de helt rigtige fokusområder i det seneste regnskabsår, som viser et overskud på små 20 mio. kroner før skat
De Midt- og Vestjyske vinduesfabrikker under navnet Kastrup A/S lægger krisen bag sig og fortsætter med at levere stærke resultater. De gode tal er realiseret på trods af, at aktiviteten i branchen endnu ikke er tilbage på niveauet fra før finanskrisen, og direktør Lasse Kastrup peger da også på forhold som hurtig tilpasning til markedet, produktudvikling og tæt kontakt til håndværksmestrene, som primære årsager til succesen i det forgangne år.- Den gode og tætte kontakt til vores kernekunder, nemlig håndværkmestrene, er stadig vores primære forretningsområde. Samtidig positionerer vi os som en professionel, pålidelig og dygtig samarbejdspartner på projektområdet, hvor vi arbejder meget løsningsorienteret i forhold til blandt andet udvikling af nye produkter, fortæller Lasse Kastrup, Direktør Kastrup A/S.
- Årets resultat er blot én af en lang ubrudt række af gode resultater og det viser, at vores strategi med at investere og skabe vækst på nye områder virker, selv i en periode, hvor byggebranchen generelt ikke er på sit højeste. Klima- og energiløsninger skal være hoveddrivkraften til at styrke og udvikle denne position de kommende år, fortsætter Lasse Kastrup.
Moderne udgave af russervinduet
Virksomheden har blandt andet udviklet en ny og moderne udgave af russervinduet, der både er energirigtig og samtidig dæmper lyden indendørs markant, selv med åbne vinduer. Et andet forretningsområde med fremgang er virksomhedens nye skydedør, der udmærker sig ved, at have lukkepunkter på alle fire hjørner, med en ubrudt tætning hele vejen rundt. Det giver gode u-værdier og en fantastisk isoleringsevne.
I 2015 forventer de vinduesfabrikanten sig meget af en helt ny vinduestype, hvor grundprincippet er mere glas og mindre ramme samtidig med at u-værdien er endnu bedre.
Brug for nye folk
Lige nu har både Plast fabrikken i Holstebro og Træ-Alu fabrikken i Skive ekstraordinært travlt, og virksomheden er på udkig efter ekstra hænder til produktionen hos begge ovennævnte afdelinger. Travlheden skyldes især mange ordrer på Kastrups førende energimæssige løsninger på markedet.
- Med andre ord kan vi konstatere, at vi har haft de helt rigtige fokusområder, og vi fortsætter naturligvis med fornyet energi på både udvikling af nye produkter og optimering af produktionen, slutter Lasse Kastrup.
-los